Oxforddown får her hos Engvang

Den allerbedste måde at beskrive vores start i fåreavlen, er ved at tage de ting vi sendte til Dansk Fåresavls blad under titlen Åretes gang 2006. Vi startede med en præsentation af os selv, og derefter handlede det mest om hvad vi aktuelt foretog os i fåreregi i 2006. Håber du nyder læsningen, lige så meget som vi gjorde da vi skrev det.

Starten på det hele

Vores familie består af vores store søn Morten, Bjarne og Lene. Derudover har vi vores dejlige Keeshond. Morten går på EDB skole, mens Bjarne og jeg begge arbejder med EDB som vores hovederhverv.

I september 1996 flyttede familien til Vejle, hvor vi startede på nye job og skole. Vi havde købt en lille ejendom, med 2 tønder land hvor vi rigtig kunne hygge os med hinanden og hundene.

Den tidligere ejer havde spurgt om han måtte lade sine 5 får og en lille vædder blive gående, han havde ikke mulighed for at tage dem med, og ja selvfølgelig kunne han det – de så da fredelige og hyggelige ud.
Den første vinter gik, og Else Marie Glud kom forbi og hjalp med at få dem klippet.  Noget de ikke havde været udsat for i mange år. De var fyldt med fåretæger og så meget skidt at den 1½ time, Else Marie havde forventet det tog, blev til flere dage. Else Marie har vi kendt siden 1986. Vi har nemlig samme hunderace og interesserede os meget for udstilling og racehundeavl – både dengang og nu.

Alle 5 får fik 2 lam og det var vel egentlig dét, der rigtig startede vores interesse. Det var spændende med sådanne dyr, de var bare noget svære at holde inde i indhegningen. Da lammene var kommet, syntes fårene det var bedre at gå på naboens spirende vintersæd end på vores enggræs – egentlig ikke så mærkeligt.
Og indhegningerne var da heller ikke i sådan en stand, at de kunne holde noget som helst inde. Vi satte 5 trådet Podahegn omkring engen, og byggede et nyt fårehus.

På dette tidspunkt havde vi fået blod på tanden! Vi ville dog have nogle racerene får, og de skulle helst ikke være så store som dem vi havde overtaget (De var formentlig en krydsning mellem Texel og Gotlandsk Får).

Fredelig sameksistens. Keeshond er ikke ne hyrdehunde !
 

Else Marie tog os med til Herning Landsskue.  Der var rigtig mange racer repræsenteret og ja vi ville jo ha’ en lille fårerace, men faldt pladask for den dejligste race i Danmark –

                                                                                                             OXFORDDOWN

Lidt større end vi havde regnet med, men de var altså de smukkeste og roligste. Vi skulle jo bare ha’ 3-5 stykker som vi ville drive avlsarbejde på hobbyplan med, så vi valgte 100 % med hjertet. Men den beslutning har vi aldrig fortrudt.

Vi havde på bedste hundemaner været rundt og forhøre os om, hvor vi kunne få nogle rigtig racetypiske og rolige får med gode temperamenter, og blandt de avlere, der blev foreslået os, faldt valget på Helga og Knud Ole Dal.  Som sagt så gjort, og i efteråret 97 hentede vi 3 ilemmede får hos Helga og Knud Ole.

Vinteren kom, lammene kom og hvor var de dejlige. En ting undrede os, de havde meget lange haler.  Vi kunne da godt huske at vi havde fået at vide at dem skulle vi ’bare’ tage af ved at sætte elastik på !!! Vi kunne bare ikke forstille os hvordan man satte en husholdningselastik på, uden det ville gøre rigtig meget ondt på lammene – så de beholdte deres lange haler!

Vi havde meldt os ind i Dansk Fåreavl, og i dyreregistreringen for selvfølgelig ville vi ha’ stambøger/hovedbogsblade på vores får. Det var dog heller ikke så nemt.  Alt kom retur, det viste sig senere at vi var oprettet som kvægbesætning og ikke som fårebesætning.

Samtidig havde vi indsendt Maedi registreringen som Helga og Knud Ole havde fortalt om.

Foråret og sommeren gik, og vi nød det. En lille vædderbasse ankom og han fik hurtigt gjort sine ’pligter’. Det første år som Oxforddownavlere var gået rigtig godt.
Dette første år lærte vi,

* vis altid nye fåreavlere hvordan en haleelastik ser ud og hvordan den sættes på
* fortæl dem om hovedbogsblade og registrering
* maedi programmer, og hvordan de får det i orden helt fra start.

Vinteren gik, vi deltog i nogle kurser som Dansk familie Landbrug holdt.

Lammene kom. Dette år havde vi rigtige haleelastikker og speciel tang klar og det gik nemt. En del garvede avlere mente senere vi slet ikke havde kuperet halerne, de var nok bare længere end vi normalt ser – halerne altså.

Dyrskueforberedelse
Sommeren nærmede sig, og nu ville vi på dyrskue. Vi har udstillet vores hunde i hele Europa og i Danmark siden 1985, så udstilling var en naturlig ting for os.
Men vi fik virkelig en ’ah-ha’ oplevelse, fårene skulle klippes knap 2 måneder før og vaskes lige inden udstillingen. Noget der kom helt bag på os, da vores hunderace hører til Spidshundene eller gruppen for ’Urhunde og primitive typer’ og de skal hverken klippes eller vaskes, de skal ’kun’ børstes inden udstilling.

Vores vædder skulle det være, og datoen for Herning var det eneste tidspunkt vi kunne. Helga og Knud Ole kom forbi og klippede ham, han skulle jo være rigtig fin, så vores egen fummelfingrethed skulle han ikke udsættes for.
Han kunne, som Knud Ole diplomatisk sagde ”godt tåle at få lidt mere at spise” (oversat: ”Han er alt for tynd til at kunne klare sig”). Tiden nærmede sig, vi fik købt kittel og bukser, hvide sko og grøn bluse og vædderen lærte at gå i snor – på højre side!

Dagen kom, op bag i kassevognen med ham og af sted til Herning. Jeg skulle bo sammen med Else Marie og nogle Merino-folk, det var vældig hyggeligt. Oxforddown-folk så jeg ikke meget til, men her bagefter kan jeg egentlig godt forstå det – hvad skulle de stille op?

Jeg kan huske 2 bemærkninger, de faldt begge onsdag aften. Den ene fra Bente Foss, hun sagde noget i retning af ”hvor har i gjort ham fint i stand, han er så fin og ren”.  Vi blev glade, for vi havde jo gjort os umage. Den anden var Harald Jepsen, han kom forbi og sagde noget i retning af ”han er da en fin lille en, han ligner dem jeg har i arbejdstøjet derhjemme”. Også her var vi glade, så lignede han da andre Oxforddown væddere, for vi kunne jo godt se han ikke var ligeså stor og ’kraftig’ som de andre voksne væddere i Herning.

Torsdag var bedømmelsen. Den ene dommer måtte ud af ringen – vædderen havde ’hans’ øremærke, og den tilbageblivende dommer gav en fin grøn roset med 21 point. Dyrskuer var nok ikke lige os, mest på grund af det utrolig store forberedelsesarbejde.

Da efteråret var godt i gang, skete den store ændring. Naboen ville sælge godt 6 HA, lige op til vores ejendom. Vi tænkte os ikke om ret længe, vi måtte købe den jord – det skulle i hvert fald ikke være en stor svinebonde der fik den, hvis vi kunne gøre noget for at undgå det.

Vi havde fat i Iver Christoffersen, som kom forbi for at hjælpe med besætningsplanlægning,  staldkrav og lignende. Derudover havde vi fat i Dansk Familie Landbrug for at høre omkring regnskaber (både penge og gødning).

Kort fortalt viste alle eksperternes tal, at det kunne betale sig at drive fåreavl på selv sådan lille plan. Og vi gik videre med købet – vi havde dermed besluttet os at opbygge en avlsbesætning med 60 moderfår.

Vi mødte mange forhindringer i starten. Som bekendt må man ikke købe landbrugsjord hvis ens ejendom har status som nedlagt landbrug. Der er dog undtagelser. Hvis jorden engang har hørt til ejendommen, så kan man komme i betragtning, men kun hvis der ikke er etablerede landbrug som gør krav på jorden.

Vi aftalte at købe 15 moderfår mere, som skulle komme i efteråret 99. Samtidig blev der indgået aftale med naboen om at vi kunne forpagte jorden i minimum 10 år, hvis vi ikke måtte købe jorden for myndighederne.

Vi bestilte en stålbuehal til levering så hurtigt som muligt efter godkendelsen af jordkøbet, og endelig havde vi tegningerne parat til Teknisk Forvaltning så byggeriet kunne påbegyndes så hurtigt som muligt – vi skulle jo være færdige inden vinteren 99/2000, og vi skulle selv bygge hallen!  Vi sidder på kontor dagen lang, så det ville være kærkomment med noget frist luft og motion.

Ventetiden var meget lang. Men endelig faldt det hele på plads.

Vi startede med at bygge stalden først i september.

Det eneste vi ikke selv ville gi’ os i lag med, var selve udgravningen og støbningen af fundament samt monteringen af selve stålbuerne, ellers var de 280 km² selvbyg. Planen var at vi skulle nå at få tag på inden vinter, og så ’bare’ bruge vægge af halmballer, men det hele gik så fint at selv murene var færdige d. 1/12 – 2 dage før stormen i 1999.

selvgjort er velgjort

Stormen var hård ved os.  Store dele af taget på vores stuehus blæste af, men der skete heldigvis ingen skader på
vores nybyggede stald. Og det allerbedste, der var ikke sket nogen skader med fårene selvom der blæste rigtig mange tagplader og andet spændende rundt ude på markerne.

             
                                                                                                                                                                                                 Det var ikke ligefrem et pænt ryddeligt syn, der mødte os om morgenen efter orkanen.

Besætningsudvidelse
De nye får kom i starten af oktober, og det var en dejlig oplevelse pludselig at have en ’stor flok’ at holde øje med. Vædderen satte også pris på alle disse nye flotte ’damer’.

Denne vinter deltog jeg i et læmningskursus som Kreds 8 og Elisabeth Ebsen holdt på Fyn. Det var et rigtig godt kursus, og det skulle vise sig at vi fik rigtig godt brug for det.

Det forår prøvede vi alle former for komplicerede fødsler undtagen én, vi fik ikke en fødsel hvor 2 lam ville ud samtidig. Både vi og dyrlægen havde en rigtig travl vinter, og vi fik en masse gode råd mange steder fra.

Nu set i bakspejlet kan vi se vi var ramt af rigtig mange ting, bl.a. manglede fårene selen og vi tror også rigtig mange af dem allerede på det tidspunkt var svækket af haemongusorm.

Vi kom igennem lemmesæsonen og vinteren – vi mistede et enkelt får og nogle få lam, men det havde været pokkers besværligt at få dem.

Rammerne kom på plads
Nu var stalden bygget, fårene var kommet, og vi var blevet momsregistreret.

I fårebladet havde vi læst om fristerne for at søge om moderfårspræmier, et møde med papirkrigen i fåreholdet. Først et brev afsted med en ansøgning og rettigheder, brev retur om modtagelse af brevet. Brev igen om at vi havde fået de søgte præmierettigheder. Ny frist skulle overholdes, så endnu et brev af sted med selve ansøgningen, brev retur om modtagelsen og endelig brev som godkendte ansøgningen. Det er en utrolig forretningsgang. Der er faktisk mange papirer og tidsfrister der skal overholdes til sådan et lille landbrug som vores.

Markplanlægning
De første 2 HA var indhegnet – nu skulle vi til at tage stilling til hvad og hvordan jorden skulle dyrkes. Vores nabo (som vi købte jorden af) havde haft byg i det hele og af hensyn til vores overtagelse havde der været kløvergræs i som udlæg i de sidste 2 HA.

Vi fik Familie Landbruget til at udarbejde markplan, gødningsplan og hektarstøtten. De første 2 HA fik – ret tilfældigt - sat koden ’græs i omlæg’ hvilket skulle vise sig at være perfekt senere hen. 2,5 HA fik byg med kløverudlæg og de sidste 2,5 blev sået til med byg.

Naboen fungerede som ’maskinstation’ så han sørgede for at få orden på alt det praktiske, og det var rigtig godt. Det er ikke så nemt at vide hvornår dette og hint skal gøres, når man som vi aldrig havde haft med markarbejde at gøre før. 

De 2 HA helt op til stalden, delte vi op i 7 stykker, som alle spidser ned til stalden. Vi er meget glade for disse stykker. Det er nemt at drive fårene ned i stalden selv uden hyrdehund. Grunden til vi oprindelig delte stykket i 7 var, at vi havde lært at fårene skulle skifte markstykke tit for at undgå ormetryk, og at der skulle gå 3-4 uger mellem de gik på det samme stykke. Dermed kunne vi undgå at give ormekur, hvilket vi ikke gjorde de første år efter flokken var blevet udvidet. 

Politisk korrekt !
Dette med ’ingen ormekur’ holder bare ikke, i hvert fald ikke hos os. Vi havde ingen synlige tegn på orm (dårlig mave eller utrivelige får/lam) de første par år, men derefter var der et år hvor vi mistede 10 moderfår og en hel del lam, inden det lykkedes at finde årsagen.

Vi husker tydeligst det første får, det var skærtorsdag og pludselig stod et stort får i stalden med ’tykke læber’ og meget stakåndet og hun virkede dehydreret. Hun havde helt lyse slimhinder i øjne og mund. Dyrlægen blev tilkaldt, men kunne ikke finde årsagen. Om fredagen var hun død.

Det næste tilfælde var den dag vi skulle holde Oxforddown dag i vores besætning, og her var emnet dyrskueklargørelse og fremvisning af dyr. Torsdagen før var Asger Markussen forbi for at hjælpe med at finde gode og dårlige eksemplarer. Alle havde det fint. Lørdag var dagen, og tidlig om morgenen kom Asger igen forbi og hjalp med at samle de ’udvalgte’ fra flokken. Og der var forsat ikke noget som antydede noget som helst. Men da vi om eftermiddagen, efter en dejlig teoriformiddag, skulle ud og kigge på dyrene, der virkede hun sløv og uoplagt og vi valgte at undlade at genere hende. Dyrlægen kom forbi mens der blev drukket eftermiddagskaffe, og om aftenen var hun død.

Derefter gik det slag i slag, den ene dag blev et får underlig, og næste dag var hun død. Vi fik obduceret flere ved Daka, men det gav ingen resultater. Vi var bekymret for om vi gjorde noget forkert eller måske ikke var opmærksomme nok. Men når det så sortest ud, tænkte vi på tilfældet fra Oxforddown dagen, og det gav os lidt ro på vores selvbebrejdelse.

Endelig lykkedes det dyrlægen at give et-eller-andet som hjalp. Han havde givet et syet får en ’cocktail’ på må og få, og i øvrigt lovet at obducere fåret når nu det døde næste dag. Det skete heldigvis ikke, hun levede ! Vi fik en seddel på hvad der var givet, så en evt. vagtdyrlæge kunne gøre det samme, hvis der kom en til. Vores dyrlæge arbejder med rigtig mange dyrearter, og havde den erfaring at ormekur kunne hjælpe selvom der ingen tegn var på orm, så ’cocktailen’ indeholdt også ormekur.

På det tidspunkt var det også begyndt at ramme lammene. Og endelig, et lam døde på vej til dyrlægen – han obducerede det med det samme, og vupti – HAEMONGUS ORM – nu kunne vi endelig gøre noget. Alle får og lam fik ormekur da vi kom hjem, dyrlægen havde heldigvis nok til hele flokken. Herefter mistede vi ikke flere får og lam.

Nu vi vidste hvad det var, så var tegnene tydelige. De havde alle meget lyse slimhinder, det er faktisk den tydeligste måde det kan konstateres på, efter vores erfaring. Vi spredte vores viden så godt vi kunne, og ved der er mange som rede mange lam, blot ved at give ormekur.

Foråret kom, og vi havde endelig fået kontakt med Oxforddown foreningen. Her fik vi en ah’ha oplevelse mere, der var faktisk rigtig mange Oxforddown i Vejle området. En af dem – Linda Pedersen, tog kontakt med os og inviterede os med en tur rundt for at se nogle forskellige besætninger i selskab med et par ’gamle’ oxforddown avlere. En rigtig god tur, hvor vi selvfølgelig fik mest ud at ’de gamles’ forklaringer hjemme i Lindas besætning – den eneste Oxforddown besætning vi så den dag.

At blive en del af fællesskabet
Igen nærmede dyrskuerne sig, og vi var en hel del i tvivl, skulle vi deltage eller bare kigge? Det var nok Linda, der gjorde udslaget, hun kunne hjælpe os med at bringe et får med lam både til Horsens og Herning – vi havde nemlig ingen trailer, og det der med ’bag i kassevognen’ er altså ikke så lækkert.

Vi tilmeldte os både Horsens og Herning. Da dagen for indsyning i Horsens kom, opstod der lidt vanskeligheder, så får og lam måtte alligevel ’op i kassevognen’ men de kom da til Horsens lige inden lukketid. Næste morgen blev hun udstillet – 22 point – og det var OK.

Vi havde selv klippet hende (Lenes arm bærer fortsat præg af det), og vi var godt tilfredse med hende. I Horsens var der andre Oxforddownudstillere, og denne gang var det nemmere at komme i snak.

Jeg husker specielt at Connie og Knud Erik Mikkelsen hjalp med at få fåret ud af boksen (uden lam), en svær opgave – specielt for en nybegynder.
Også Inge Markussen, der syntes det var dumt at jeg bare ’gik rundt’. Hvorfor kom jeg ikke over og snakkede og drak kaffe? Ja, hvorfor ikke? Jeg tror faktisk det havde været vores sidste dyrskue hvis ikke Inge havde ’hevet mig så meget med’ i fællesskabet. Noget der giver stof til eftertanke, og det kan være hyggeligt for alle både de gamle og nye avlere.

I Horsens forelskede vi os i en 2 års vædder, han havde en rigtig dejlig krop (og det må man gerne skrive når der er tale om får) – men nej, hans stambog lå alt for tæt til flertallet af vores får til han var interessant.

Men vi ville ud at købe en voksen vædder af rigtig god kvalitet, nu hvor avlsarbejdet for alvor skulle startes op!

Herning dyrskuet blev overstået, fåret fik 22 point og dagene på skuet var meget lange, når det er begrænset hvor mange man kender.

Efter Herning kom Asger og Inge Markussen forbi, vi havde en rigtig hyggelig dag og vi aftalte hvornår vi skulle over og se deres besætning og specielt se på 3 et-års væddere, hvis afstamning passede perfekt til vores besætning.
De 2 havde været udstillet, og havde fået 23 point i Herning, men vi faldt altså for den sidste.  Han havde lige nøjagtig den udstråling vi kunne tænke os.

Den vædder betød virkelig fremgang i vores besætning. I avlssæsonen gik han først med ’forklæde’ i 20 dage, og derefter ilemmede han stort set alle voksne får, så de lemmede indenfor 14 dage. Derefter bliver vædderen taget fra ca. 1 måned, for derefter at få en periode mere.

Det år vidste vi nøjagtig hvornår de var ilemmet, og dermed også ca. hvornår de skulle lemme.  Det var en utrolig lettelse. Vi behøvede ikke rende i stalden hver 2-3 time i flere måneder.  Nej, der var de 14 dage og så ca. 3 uger i anden omgang.

Nu følte vi, vi var i gang og det gik fremad. De sidste år er gået fint derudaf. Vi har fået rigtig mange nye venner der er lige så skøre som vi selv er, og vi har fået blandet os så meget at vi er aktive både i Oxforddown foreningen og i Kreds arbejdet.

Men sådan er vi, så længe den tid vi bruger på foreningsarbejde overvejende er positiv, så syntes vi det sjovt at være en del af, både hvis det der er, er godt og blot skal udvikles videre og hvis vi syntes noget burde være anderledes, så deltager vi gerne aktivt i at få det ændret. Det er ikke nok at mene andre bør lave tingene om, og gå og klage sige alle steder - husk på at alt foreningsarbejde på ’vores’ plan er frivilligt arbejde, og det skal også være sjovt for at nogen gider at ofre så meget tid som mange gør.

Det var præsentationen af os selv, vi håber det har været lidt sjovt at læse om hvordan sådan ’2 Københavnere’ er endt med at bruge en stor del af deres fritid på fåreavl.
                                                                                                                                                                                                                                                           her på billedet er han 3 år gammel 

Januar 2006:

Så startede lemmesæsonen 2006, som nævnt sidst så lidt tidligt på grund af en dreven ’forklæde vædder’ – han havde nået alle dem vi ikke havde løbedato på (11 stk.). De nedkom alle inden ferien, men heldigvis gik det fint, alle får havde taget sig af de nyfødte og der var ingen ’kæmpelam’, som var længe under vejs. Faktisk slog han rekord, der var 7 fødsler indenfor samme døgn og hver gang jeg var i stalden om natten, var det født et hold nye lam.

Mor med få timer gamle trillinger

Det var en streng uge, hvor det at være på arbejde var en meget kedelig ting. Bjarne var arbejdsmæssigt en tur i Indien, så der var ingen hjælp at hente. Heldigvis var vores søn hjemme til eksamenslæsning, så han var flink til at kigge i stalden og rige til mig ’i tiden og utide’ så jeg kunne koncentrere mig lidt om mit arbejde.  Vi mistede et enkelt trillingelam. Den blev født mens jeg var på vej fra arbejde, og var lidt underlig da jeg kom hjem. Han ville gerne sutte råmælk, men ville ikke stå på benene. Jeg holdt ham til flere gange med et par timers mellemrum og han drak rigtig meget, måske for meget han virkede udspilet i maven da han var død. Heldigvis er vores arbejdsplads meget forstående, så når nye lam var kommet, var det OK at køre hjem og få dem i lemmeboks med deres mor, vaccineret mod stivkrampe, og jodet navler.

Endelig var det ferie og Bjarne var atter hjemme i Danmark, men er dog nødt til at arbejde i hele lemmesæsonen i år.

I år har været et dejligt år. Der har været få problemer, vi har dog haft 4 ældre får, som alle valgte at få ét lam – men til gengæld en kæmpe på over 7 kg. Det største lam vejede 7,5 kg hvilket er det største vi nogensinde har fået.

Dyrlægen har været forbi en tidlig morgen, et får var i gang med fødslen og alt så godt ud, men nej, pludselig sad det fineste hoved ’uden ben’ og nej, den var hverken til at få ud eller ind. På et gammelt får med rigtig god plads, har det tidligere lykkedes os at få sådan et lam ’uden ben’ ud i live, det er til gengæld aldrig lykkedes os at få hoved ind igen, og fisket benene ud. Både Bjarne og jeg forsøgte, men lammet kunne ikke rokkes. Dyrlægen kom heldigvis hurtigt, og han var ikke stolt ved situationen. Hovedet sad fast, og han mente det måske var nødvendigt at skære hovedet af for at få resten af lammet ud. Lammet levede, så det var noget hårdt. Dyrlægen forsøgte igen at få hovedet ind, og måske truslen hjalp, det lykkedes i alle tilfælde, så nu var det blot spændende om benene kunne findes og lammet kunne hales ud. Alt gik godt, og der kom 2 store lam, som dyrlægen sagde, havde den ene nok lidt ondt i nakken, så både lam og får blev behandlet. Efter et par dage, kunne den stolte mor og hendes lam lukkes ud i flokken, og det var ikke at se de havde haft en svær fødsel.
                                                                                                                                                                                                                                                         Kaos i stalden under lemning

Elles er det gået fint. Der er 60 levende lam som piler rundt i stalden. Der er rigtig noget at kigge på. Det er forbavsende som de fleste får krævet at begge lam er til ’spisning’ samtidig, det er en god ting så er der ikke nogen som bliver forfordelt. Vi har et enkelt får der ikke har denne regel, og her er det ene lam en halv gang større end det andet. Vi har givet efternøleren lidt flaske her de seneste dage, og det har hjulpet meget. Derudover har vi et hold trillinger, som deler en flaske morgen og aften.

En ting vi lærte her i år er at lam kan forbløde fra navlestrengen. Efter en af de meget store lam var født, lod vi mor og lam ha’ fred en times tid. Da vi kom ud i stalden var der blod selv på foderbordet hvor lammet havde fundet op. Det blødte helt vildt fra navlestrengen. Jeg havde set Asger Markussen holde på sådan en navlestreng engang, så det forsøgte jeg også. Jeg har nok altid (fra hundesiden) haft noget imod at røre ved navlestrengene på grund af infektioner, men hvad var der ellers at gøre. Jeg måtte holde rigtig længe før blodet stoppede, men det stoppede. Om morgenen var lammet meget svagt, og det kom ind i varmen og fik lidt råmælk og sukkervand i sonden. Efter et par timer var han frisk, og blev genforenet med sin mor. Varmelampen vi havde sat op, den måtte han ikke bruge for hende, men den var heldigvis også unødvendig. Nu hører han til en fra ’foderbordsbanden’ – de lam som syntes foderborde er løbebaner eller sovesteder.

Her i week-enden, skal vi have bygget lammely så lammene kan få deres foderautomater og deres egen halmhæk. Vi er senere på den i år, men vi syntes ikke der har været plads i år. Vi har haft nogle får som har været i lemmeboks lidt længere end normalt. De gik fra foderet efter lemningen.  Måske fordi vi ikke havde givet kalk selvom de fik helsædsensilage som dog mest var byg og halm pakket ind – noget vi havde fået af maskinstationen, måske fordi jeg gav dem for meget kraftfoder efter fødslen. I alle tilfælde har vi ikke haft flere efter vi har bladet kalk i kraftfoderet som de får om morgenen. Heldigvis fik vi gang i dem alle igen, ved hjælp af kalk, Revolyt, A48 og Propylene glycol.

Vi har 2 hjælpemidler i stalden, som har gjort selv hektiske perioder nemmere. Den ene er en stor whitebord tavle, hvor alle lemningsoplysningerne skrives. Vi skriver også tidspunktet, men i vores besætning er der i alle tilfælde ingen system i på hvilket tidspunkt et får hun lemmer fra år til år. Den anden og helt store hjælp er overvågningskameraer. De er simpelthen guld værd, specielt om aftenen og natten. Det er ikke nødvendigt at gå i stalden hvis alle ligger stille og roligt – det sparer for mange nattevandringer. En anden ting disse kameraer er gode til er, at kunne ’udspionere’ får og lams adfærd. Det er dejligt at sidde i en varm stue og kigge på dem. Fårene er faktisk utrolig rolige, og lammene utrolig aktive og frække. De 2 lange fodergange bliver brugt som langsiden i Jyllandsringen og så må fårene finde sig i at de bliver brugt som springbræt når lammevæddeløbet skal på tværs i stalden. 

Ellers har det været en meget kold lemmesæson, der har været ned til 8 graders frost i stalden. Vi har mistet et par lam, som vi tilskriver denne konto. Faktisk har det været så koldt i år, at vi overvejer at flytte lemmesæsonen til næste år. Måske er det også smartere at holde 4-5 ugers ferie på en gang, og så kun ha’ en lemmesæson. 

For nogle år siden, var der en artikel her i bladet om at fåreerhvervet blev mere og mere for fritidsfolk som havde en ’menneskeliggørelse’ af fårene. En af sætningerne fra dengang, grinede vi en del af, der stod noget i retning af – ’det vare nok ikke længe inden disse foreavlere mener vædderen skal deltage i fødslerne’ – og ja, det har han gjort flere gang her hos os.
Den første væder som ’deltog i fødslerne’ holdt alle andre væk fra et fødende får, og han mente virkelig de skulle holde sig væk. Ellers har han egentlig bare gået stille og fredeligt rundt blandt små lam, fødende får, og højgravide. Vi har nogen gange praktiseret at binde ham mens der fodres, for der kan han ligesom nogle af de gamle får mene de har førsteret til at æde. Også i år har han deltaget, og her i skrivende stund er der kun et får der mangler at føde, men når man ser på billedet kan det være svært at se hvem det er der har pladsproblemer i vommen ;-))

Den første dag i ferien deltog vi i Kreds 5 arrangement omkring fodring af højdrægtige får. Vi startede dagen hos Christian Simonsen, som viste os hvordan han har arrangeret sig med sine får. Han viste os en smart ’varmekasse’ – en flamingokasse med lufthuller i låget, og en varmeblæser ind i siden. Sådan en skal vi også have fabrikeret inden næste lemmesæson. Christian viste os også en indhegning hvor hans får skulle afgræsse bøgeskov. Efter denne gode start hos Christian fortsatte vi hen på de lokale skole hvor Christian havde lånt et lokale vi kunne være i, mens Bjarne Hansen fortalte en masse omkring fodring. Alt i alt en rigtig vellykket eftermiddag, hvor jeg tror at alle fik nogle nye fif med hjem.

Februar 2006:

De sidste januarlam blev født, alle er øremærket og indberettet. Sidste år satte vi kun 2 øremærker i dem som var født Grønne (ARR/ARR) mens de der kunne være Gule (ARR/ARQ) kun fik 1 øremærke i de første 2 måneder.
Det gjorde vi for nemmere kunne vurderer hvem der evt. skulle testes, og hvem der helt sikkert skulle til slagt. Det var en nem og overskuelige måde at gøre det på, men vi var nok tilbøjelige til at kigge mere på de potentielt Gule end dem der var født Grønne.
I år har vi sat 2 øremærker i dem alle, og har så blot vores lammelister hvor det fremgår hvem der er hvad.

Der er allerede et par af lammene vi får testet her i slutningen af februar. Det er et par lovende vædderlam og nogle gimmerlam hvor vi overvejer at sætte mødrene ud, hvis lammene altså har den rigtige genstatus.

Lammelyet blev bygget, og lammene nyder rigtig adgangen til foder efter ædelyst. Vi har de senere år fodret med fuldfoder fra Alder Mølle, og lammene trives vældig godt på det. Udover deres foderautomater, har de adgang til helsædsensilage og halmhæk.

Nogle af lammene foretrækker at æde samtidig med deres mødre, = de møver ind i fodergangen, og venter spændt på hvad der falder ned over dem og æder så om kap med de voksne. Denne sidste ordning er ikke smart, da det ikke er altid de lige husker at gå ned fra foderbordet inden de træder af på naturens vegne. En anden ting, der er heller ikke er særlig smart ved denne ordning er, at vi skal være 100 % opmærksomme på hvor vi træder, når vi trækker de store foderbaljer hen af grinderne, mens vi fodre. Nogen gange kan det være en kamp om hvem der egentlig har ret til at være der og hvem der egentlig bestemmer i stalden.

De første lam (dem fra slutningen af december) er blevet 2 måneders veget, og ja tilvæksten har ikke fejlet noget hos disse tyvstartere. Vægten lå på 30 og 34 kg !

Foderslæbearbejde
Her fra februar starter det stor foderslæbe arbejde. I år fodre vi primært de voksne med helsædsensilage og halm. Om morgenen får de en smule fuldfoder og derefter bliver fodergange og halmhække fyldt med halm, mens de om aftenen kun får ensilagen.

Vores egen ensilage har heldigvis vist sig at være af meget bedre kvalitet end det vi fik fra maskinstationen. Fårene er meget glade for det. Det skal de også være, hvis det skal være slæberiet værd. Vi bruger 3-4 ’madpakker’ på 2 uger, og det er over 1 tons om ugen vi flytter ind i stalden ved håndkraft.
Når vinterhalvåret er gået har vi slæbt ca. 25 tons halm, og ca 15 tons ensilage + ca. 10 tons fuldfoder til lam og får. Det er noget chokerende at lægge disse tal sammen, og vi beslutter hvert år at vi skal finde en smartere løsning, hvor kravet er at det fortsat skal være stråfoder der er hovedfoderet da vi syntes det er det rigtigste for en fåremave.

Bjarne skal en tur til Indien her i uge 10 og 11 – så der skal jeg slæbe det hele selv, jeg er noget spændt på om det er muligt eller om jeg bliver fuldstændig mørbanket, inden Bjarne er hjemme igen. Jeg har heldigvis en uges ferie i uge 10 hvor vi også forventer at et 2 års får og 3 gimmere skal lemme.

Omkostningsjagt
Ellers har måneden stået på regnskaber. Vi er halvårsmomset, og jeg manglede at føre enkelte bilag for det sidste halve år.
Det ser faktisk ud som om 2005 bliver vores første år med et lille-bitte overskud. Det bliver spændende at se, når vi får de endelige regnskaber dannet.
Bjarne har lagt de regnskaber som Familielandbruget har udarbejdet for de tidligere år, ind i et system hvor vi selv kan gøre hele arbejdet. Det er for dyrt for sådan en lille bedrift som vores at få regnskaberne lavet ’ude i byen’. Vi har i alle årene selv indtastet alle bilag i Bedriftsløsningen for at nedbringe udgiften, men udgiften har alligevel ligget på 10-15.000,-
For 2005 og fremover har vi valgt at lave regnskaberne selv, og så få en revisor til at gennemgå regnskabet inden det afleveres til skattevæsnet.

Foreningsaktiviteter
På foreningssiden, har vi deltaget i et rigtig godt dyrlægearrangement hos Niels Bjerre, Yding Leicester. Der kom både nye og gamle, og selvom det var koldt i stalden og fårene mente det var spisetid når døren gik, tror jeg at alle kunne hører hvad Niels fortalte, om den måde han håndterer dyrene på. Som dyrlæge havde vi inviteret Randi Worm. Hende havde vi brugt ved et lignende arrangement i 2005 og syntes hun er så inspirerende at hun igen i år kunne bringe både ny og gammel viden til de fremmødte.

I stalden blev et ældre får huldbedømt og ’den gamle vædder’ blev både huldbedømt og fik klove beskåret og i det hele taget følt på og gennemgået fra top til tå. Huld er en sjov ting, og mange gange en af de ting som kan bringe sindene i kog, så det var en hel befrielse at der kunne tales huld uden de store følelsesmæssige udbrud.
Efter praktikken i stalden, åbnede Niels og familie deres store spisestue for os så vi kunne side inde i varmen og drikke kaffe mens Randi  fortalte en masse nyttige ting omkring bl.a. fødsler, orm og fodring. Vi syntes det er en rigtig god måde at få ny/genopfrisket gode råd og lærdom, dialogen er åben og spørgsmål er der mange af.

En sidste ting her i februar har været planlægningsmøde af Kreds 5’s fåredag på
Glud museum den 21. maj.

Det bliver rigtig spændende. De andre år har kredsen holdt fåredag på Gl. Estrup, men i år har vi valgt nye omgivelser og nyt tidspunkt.
Vi har allerede haft fat i mange af stadeholderne, og det er blevet positivt modtaget. I marts skal vi have fat i dyreudstillerne, og håber også at de tager godt imod tidspunktet og stedet.
Glud museum er et lille museum for oprindelige landbrugsbygninger. På fåredagen vil det være muligt at komme ind i bygningerne, ligesom museets arbejdende værksteder vil være bemandet. Det bliver rigtig spændende at få det hele til at flaske sig.
Hvis du har lyst til at deltage med enten dyr eller stade, så ring til Bentha Overgaard eller en af os andre fra Kreds 5’s bestyrelse. Alle er velkomne.

Sidst, men ikke mindst, er februar måned også måneden hvor alle EU ansøgningerne ankommer. Dem har vi foreløbig lagt i en bunke, men har i år til hensigt at få det udfyldt meget snart i stedet for den allersidste dag. Vi undre os blot over der skal udfyldes så mange papirer, med så umiddelbart komplicerede vejledninger, til vores lille landbrug og glæder os over alt den hjælp vi har fået i tidens løb til overhovedet at komme i gang med denne ansøgnings jungle.

Marts 2006:

Marts måned har været en relativ stille måned her hos os. Men også en måned hvor det skulle vise sig, om det kunne lade sig gøre at jeg passede hele flokken alene i 14 dage. Det gik, men det var rigtig hårdt. Ikke mindst fordi den danske vinter havde besluttet sig for at fortsætte med ufortrøden styrke, hvilket betød at vandslangen skulle tømmes efter hver gang den havde været i brug, og at vandhanen var frossen også hver gang den skulle bruges.

Da Bjarne kom tilbage fra Indien, var der 2 ting som bare skulle gøres. Den mest fysisk krævende var at alle grinder skulle flyttes op oven på dybstrøelsen igen. De var efterhånden blevet helt begravet, og fårene måtte bøje sig for at æde ;-))

Det er utroligt så mange kræfter der skal bruges til dette arbejde, specielt i år, hvor vi havde ladet stå til lidt længere end vi plejer. Normalt flytter vi grinder 2-3 gange i løbet af en vinter, og så er det ikke så slemt.

En anden ting der skulle ordnes med det samme, var 2 måneders vejning af alle januarlammene, så de alle kunne få officielle vejetal. I år gik det faktisk nemt. Mens alle dyr var koncentreret om morgenfoderet, snuppede vi alle lammene og satte dem ind i lammelyet. Der blev trængsel, men det var jo ikke i flere timer de skulle stå der.

Udenfor en af lammeåbningerne satte vi vores store vægt. En vægt vi for år tilbage købte sammen med grinderne. Vi er meget glade for vægten. Den kan veje selv de største væddere, idet der er mulighed for at benytte op til 3 fjedervægte. Vores januarlam har haft en rigtig god tilvækst. Det mindste ’skrællingelam’ vejede 13 kg men der var til gengæld rigtig mange store lam. Specielt et får havde klaret opgaven rigtig flot, hun har 2 lam og de havde begge en korrigeret 2 måneders vægt på 33 kg. Den formiddag havde vi 1.527 kg gennem lammevægten, det kan man faktisk godt mærke i arme og ryg i noget tid efter.

Vi havde haft 3 væddere i brug, og deres lams gennemsnitlige 2 måneders korrigerede vægt og gennemsnitlige tilvækst var henholdsvis 26,4kg/355g, 27,6kg/379g og 30,6kg/425g. Vi er fint tilfredse med disse vægte. Fårene har meget stor indflydelse på disse vægte, den vædder med ’mindst’ tilvækst har flertallet af de får som de andre år også har ligget lidt lavere.

Nybagte mødre
De første gimmere har fået lam. Det er gået rigtig fint, selvom det startede lidt dumt. Den først gimmer nedkom 4-5 dage før terminen, og det opdagede vi først da vi skulle ud og aftenfodre. Hun havde forsøgt at føde i noget tid, men det var alene hovedet der var fremme. Hovedet var meget hævet og tungen var meget tyk og blå. Jeg følte efter og der var masser af plads, men desværre føltes lammet ’dødt’. Bjarne kom til og kunne holde gimmeren, mens jeg fik skubbet hovedet lidt tilbage og kunne få fat i det ene ben som lå på nakken af lammet. Det gik faktisk rigtig nemt, og pludselig kunne jeg mærke at lammet var levende, og vupti kom der et lille fint gimmerlam på 3,5 kg til verdenen. Både får og lam var noget forkomne ovenpå strabadserne. Lammet kom ind på gulvvarmen, og fik lidt sondemælk. Fåret kom sig, også hurtigt og spiste ufortrødent sin aftensmad, som om ingenting var hændt. Nogle timer senere var lammet også frisk, og vi tog hende ud i stalden. Fåret ville selvfølgelig ikke kendes ved den lille uldtot, men var dog ikke mere afvisende end det var muligt at holde hende mens lammet diede. Alt dette skete lige inden min ferie startede, så vi ville forsøge at holde fåret indtil hun accepterede lammet. Det er et stort arbejde, jeg var i stalden ca. hver 3 time den første tid, og derefter 3-4 gange i løbet af dagen og kun 1-2 gange i løbet af natten. Da lammet var 18 dage gammel, blev vi enige om at de skulle sættes sammen med de andre gimmere som i mellemtiden havde lemmet. Fåret fik grime på, og efter kun 2 dage sammen med de andre, har hun fuldstændig accepteret moderrollen. Nu må lammet die lige så tit den vil, og fåret ’nusser’ også sin lille pige, som om hun aldrig har gjort andet – det er dejligt når det lykkes.

2 af gimmerne har fået tvillinger, den ene 2 rigtig fine vædderlam på 3,6 kg stykket mens den anden først fik et vædderlam hvor tarmene kom ud af maven, noget vi aldrig har set før men dog hørt om hos andre besætninger. Den var urimelig frisk, og aldrig har vi håbet en gimmer fik tvillinger så meget som der og heldigvis kom der et fint vædderlam som fåret kunne få lov at beholde.

Det er en sand fryd at se sådanne et års får håndtere lammene, de går til det med en iver og omsorg, og holder en mere streng disciplin, end mange af de mere erfarne får. Gimmeren med tvillingerne, forlangte i starten at de lå sammen i et hjørne og kun kom frem for at die når hun kaldte – ikke noget med ’tant og fjas’ som lam ellers holder meget af. Nu slapper hun lidt mere af med opdragelsen, og de får lov at lege med de andre – engang imellem.

Kreds 5 har holdt generalforsamling. Man skal aldrig klage over fremmødet, men det er godt nok første gang jeg har været med til en generalforsamling hvor så få ud over bestyrelsen var mødt frem. Heldigvis stødte der en hel del flere til da vi efter generalforsamlingen skulle på besætningsbesøg hos Vinnie og Finn Larsen. Det var rigtig interessant. Ud over jeg så en masse Suffolk får og lam, så fik vi også der en god ide som jeg vil tale med Bjarne om at udvide vores stald med. Finn og Vinnie har nogle trekantede træplader som kan hænges op i hjørne i lemmeboksene og i lammelyet. En rigtig god ide kunne man se, for der hvor de var, ja der lå lammene og ’gassede’ sig.

Verden er lille
For nogle måneder siden blev vi ringet op af en fåreavler som via Dansk Kennel Klub var henvist til os – og hvordan kunne det nu gå til. Jo, han havde behov for et program som kunne beregne indavlstal og holde styr på stambogsoplysninger i mange generationer, og havde derfor kontaktet Kennel Klubben for at høre om de havde noget som kunne bruges. Han fik dér fat i en af vores hundevenner, som kunne henvise til os. Som vi før har nævnt, så dyrker vi slægtsforskning for både vores hunde og får. Det er en spændende ’sport’, det ved de mange som gør det samme for deres familie stamtræ. Vi benytter et amerikansk system som godt nok er udviklet til hunde, men vi kan godt abstrahere fra at en vædder hedder Male og et får hedder Female.

Familien kom forbi en fredag eftermiddag, og der kunne vi rigtig få en fåresnak både om den daglige håndtering, men specielt omkring registrering. Vi bruger aktivt vores registrering, når vi vælger avlsvæddere til vores får. Vi beregner kombinationens indavlsprocent så vi ved hvad det er vi gør. Det lille hundesystem kan beregne indavlsprocenten fra 9 til 30 generationer. Men default værdien er 15 generationer. Det gør faktisk en forskel, om man benytter 10 eller 15 generationer, alt efter hvornår indavlen har været størst i racen.

De store diskussioner er altid hvad er indavl og hvad er linieavl ? Og det vil vi ikke gøre os til dommer over – vi syntes det væsentligste er, at avlere kigger ud over de 3 generationer som er på hovedbogsbladet. De fleste syntes det er OK der er en enkelt genganger eller 2, men i vores øjne kommer det and på hvad der eller ligger i generationerne bagud.

Jeg har for sjov skyld indlagt en vædder i systemet som i de første 3 generationer ingen gengangere har, men til gengæld er fædrene i 4 generation den samme som en af vædderne i 3 generation og mødrene er taget frit udfra de vilkårlige hundyr i hitlisten som vi har afstamningen på.

Hvis man beregner på de første 3 generationer, så får man 0 % indavl, og alt ser jo sådan set fint ud.
Her siger programmet: ”Inbreeding Coefficient: 0.0000% based on 15 generations.”

                 +------- 68977-00051 Engvang Charmant
            +------- 1001 farfar
            |    +------- 1001 farfar's mor
      +------- 1001 far
       |    |    +------- 1001 farmors far
       |    +------- 1001 farmor
       |         +------- 1001 farmors mor
1001
       |        +------- 1001 morfars far
       |   +------- 1001 morfar
       |    |    +------- 1001 morfars mor
       +------- 1001 mor
            |    +------- 1001 mormors far
           +------- 1001 mormor
                +------- 1001 mormors mor

Hvis 4. generation tages med så er det straks en anden sag.  Samme dyr, Engvang Charmant ligger en gang i 3 generation, og ellers i alle andre vædderforekomster i 4 generation. Mødrene i 4. generation er vilkårlige OXD får.  Nu siger programmet: ”Inbreeding Coefficient: 22.3005% based on 15 generations.”

                   +------- 23385-01463 Gl. Sole 1463
              +------- 68977-00051 Engvang Charmant
              |    +------- 83768-00284
         +------- 1001 farfar
         |    |    +------- 68977-00051 Engvang Charmant
         |    +------- 1001 farfar's mor
         |         +------- 83768-00343
    +------- 1001 far
    |    |         +------- 68977-00051 Engvang Charmant
    |    |    +------- 1001 farmors far
    |    |    |    +------- 69033-00301
    |    +------- 1001 farmor
    |         |    +------- 68977-00051 Engvang Charmant
    |         +------- 1001 farmors mor
    |                  +-------24054-00530
1001
    |              +------- 68977-00051 Engvang Charmant
    |         +------- 1001 morfars far
    |         |    +------- 83586-00575
    |    +------- 1001 morfar
    |    |    |    +------- 68977-00051 Engvang Charmant
    |    |    +------- 1001 morfars mor
    |    |         +------- 20166-01049
    +------- 1001 mor
         |         +------- 68977-00051 Engvang Charmant
         |    +------- 1001 mormors far
         |    |    +------- 45495-00386
         +------- 1001 mormor
              |    +------- 68977-00051 Engvang Charmant
              +------- 1001 mormors mor
                   +------- 81510-00059
 

I dette beregnede eksempel, går den tænkte vædder fra 0 % til 22,3 % beregnet på 15 generationer, vel at mærke uden gengangere indenfor hovedbogsbladet. Engvang Charmant påvirker afkommet mere end forældrene, selvom han kun er nævnt en gang i hovedbogsbladet. 

Det er ikke simpelt hvis man manuelt skal afgøre indavlsprocenten. Der kan være dyr med flere gengangere i de første generationer, som har meget mindre indavlsprocent end f.eks. ’den tænkte vædder’ ovenfor som endte på 22,3 %.

Udover at kigge bagud, så skal fornuften selvfølgelig også altid holde indtog. Alt skal ikke kasseres på grund af høj indavlsprocent. I vores race har der været et par væddere som avlet rigtig mange avlsdyr. De ligger i stort set alle linier, men har heldigvis ikke (os bekendt) vist nogen graverende skavanker.

Nogen gange har interessante væddere fra andre besætninger vist sig at give mere indavl, end hvis vi bruger en af vores egen avl. 

Det var specielt indavlsdelen af det lille hundeprogram som blev diskuteret. Især hvis man har en antalsmæssig lille race, så er det endnu mere vigtigt man ved hvad man gør, så evt. indavl kan begrænses mest/længst muligt, eller senere reduceres med nyt blod.

Moderfårspræmie, gødningsregnskab og enkeltbetalingsordning
Uha, selvom vi havde planlagt at bringe det i orden i godt tid, ja så var det altså en af de ting som blev ordnet på noget der nærmede sig sidste dag. Moderfårspræmien blev faxet (med kopi) d. 30/3 og det var samme dag vi fik lavet gødningsregnskab og også indberettet det. Bjarne har pt. også registreret vores enkeltbetalingsstøtte via internettet, men mangler pt. de 5 pin-koder der kræves for at gøre det færdigt.

Dette at vi nu selv kan registre alle detaljer via internettet gør det noget nemmere – i hvert fald næste gang. Systemerne melder fejl, hvis der er uoverensstemmelser i forhold til sidste år, så vi forventer at årets ansøgninger går igennem uden forsinkende kontrol og brevveksling.

Jeg deltog også i mødet omkring Kryds(u)overensstemmelser i Vojens, mægtig interessant – men igen, det virker noget omstændeligt. Det er selvfølgelig OK med bestemmelser og regler, men nogen af dem virker som om der kan køres megen korrespondance ved uoverensstemmelser. En af reglerne var ’manglende øremærke’. Hvis der ikke være hul/synligt tegn på der havde været et, var det selvfølgelig en ’forsætlig’ overtrædelse, men ellers skal nogen afgøre hvor længe dyret har manglet det, før ’straffen’ udmåles. Det kan vi sikker får rigtig meget ”sjov” ud af. 

Mødet var rigtig godt, og kunne garanteret gentages i efteråret, så alle de der ikke var med i første omgang får en mulighed mere. Det er i alle tilfælde et vigtigt emne, som ikke kan få omtale nok heller ikke i vores blad.

Selvom jeg syntes marts har været stille, er det alligevel blevet til en hel del fårearbejde. Udover det nævnte har der været 2 møder i Kredsen og et enkelt i Oxforddown foreningen hvor vi bl.a. planlagde vores arrangement i det Nordjyske d. 29/4.

Lige nu er det der ligger helt fremme, Fårets dag påske lørdag. Det er lidt trist at se listen af åbne stalde blive mindre og mindre, men vi må også erkende at det er et stort arbejde dels af få gjort alting klar, men også at få det omtalt ’rundt om’ så der kommer nogle mennesker. Her den 8. april kommer Åse og Bertel forbi, og sørger for at ’fårelokkerne’ sidder korrekt inden Fårets dag. Vi glæder os til at få fårene ’pakket ud’ af deres ½ års uld, det blev de sidste gang sidst i august.

Allerede nu, er tiden også hvor de første drømme omkring dyrskuerne starter. Hvilke dyr skal med, og på hvilke dyrskuer ?

Skal vi gå over gevind, som vi gjorde for nogle år siden i Herning ?

Else Marie Glud var på det rigtige sted og kunne tage dette billede, da disse dyr stod på linie. Det er et af de billeder vi sætter meget pris på.

Eller skal vi bare tage et enkelt dyr med, og nyde de andre fremmødte Oxforddown ? Ja, dyrskue spørgsmålene er mange, og der er meget vi skal bestemme os.

April 2006:

April måned startede på allerbedste måde. Kreds 5 havde et arrangement hos Hanna Mortensen, hvor vi skulle høre lidt om filtningens kunst, og se hvordan ulden kom fra får til filt. Hanna  bor helt vidunderligt ude i en skov og hendes Spelsau nyder bakkerne lige uden for stalden til fulde. Det er en dejlig ny stald fårene er i, og det er også der Hanna sorterer og karter det meste af ulden. Det var sjovt at se hvor forskellig ulden er inden den bliver forarbejdet, og samtidig høre hvordan alt bliver udnyttet til enten filt eller hestemanker og haler. Hanna havde sat alle hendes filteting op i en udstilling, et virkelig imponerende syn. Der manglede dog en ting.. en kaffekolbehætte med en Oxforddown på, men jeg håber sortimentet er udvidet til vores fåredag på Glud, så jeg kan købe sådan en. Det var en hyggelig eftermiddag, og jeg hørte i alle tilfælde en masse ting både om får og uld, jeg aldrig havde hørt om før.

I starten af april, var det så tørt udenfor stalden at alle får med januarlam kunne få lov at gå ud hvis de ville. Det er jo ikke fordi de får noget ud af græsset, men både får og lam elsker at komme ud i luften. Det er sjovt at se hvordan et lammevæddeløb kan udløse at selv de ældste får går i barndom, og spurter frem og tilbage mens de udfører ’lammehop’ til den helt store guldmedalje. Det stykke de kommer ud på, bliver selvfølgelig trådt noget op og de små græsspirer bliver straks ædt, men vi syntes at alle får og lam skal have fornøjelse af foråret. Vi holder skrapt øje med maverne på såvel får som lam. Og heldigvis havde vi heller ikke i år, de store maveonder, først sidst i april begyndte græsset virkelig at vokse – og vi så de første lette tilfælde af ’græsmaver’.

Efterhånden som april måned gik, fik fårene mindre og mindre fuldfoder, ensilagen slap op den sidste uge af april og det primære foder blev halm og efterhånden som varmen kom, det spæde græs. Vi har i år været nødt til at få leveret foreløbig 9 ekstra bigballer med halm, for at få det til at slå til. Lammene har fortsat deres foderautomater med fuldfoder, og det bliver de ved med at ha’ indtil græsset er rigtig godt i gang.

Påskelørdag - Fårets dag
Ellers var den helt store aprilsting, klargøring til Fårets dag påske lørdag, selve dagen og så Oxforddown foreningens forårsdag som i år skulle gå til 3 nordjyske besætninger.

For lang tid siden, havde vi bestilt Åse og Bertel til at komme og klippe vores får ugen før påske lørdag, så de kunne se præsentable ud. Som vi før har skrevet, får vi klippet forår og efterår. Ulden ser ikke ren og pæn ud ovenpå vinter og lemninger og hvem vil ikke gerne være pæn og ren, sådan en dag.

Det går hurtigt når Åse og Bertel går igang. Bjarne trækker til, Åse klipper hoved og hals, derefter er det op på bordet hvor Åse og Bertel klipper hver sin side. Jeg forsøger at gå mindst muligt i vejen mens jeg fjerner den afklippede uld. Når fåret er færdig har Bjarne allerede trukket den næste frem til Åse, og Bertel går i gang med ’pedicuren’.

Vi har lånt nogle metal-tal af Asger Markussen, og dem benytter vi til at trykke fårets nummer på ryggen, så det altid er nemt at se hvilket får der er hvor, og vi behøver kun at kunne læse øremærker på klippedagene. Jeg trykker tallene på med almindelig plastikmaling, og de fleste tal holder til næste gang der skal klippes. Der skal lidt timing til, hvis vi skal undgå at alle har maling hist og pist, men specielt Bertel bliver udsat for malingsangreb da det efterhånden er blevet en hel sport at sætte tal på fårene mens sidste klov bliver klippet. Numrene er også smarte hvis et dyr skal tilses af dyrlægen, eller hvis vores søn Morten skal kigge efter dem, og han har et spørgsmål eller hvis han skal holde øje med et specielt får. Den eneste ulempe er hvis et dyr bliver meldt til dyrskue og ikke skal klippes inden. Det er ikke sådan at vaske numre af, så resultatet har været at vi nogle gange har haft dyr med på årets første skue med nummer på ryggen. Det har heldigvis ikke givet problemer. I år har vi så valgt at gøre det lidt omvendt, de dyr som er dyrskue kandidater har ikke fået nummer på.

I løbet af een dag, har vi fået klippet alle og haft en rigtig hyggelig fåresnak med Åse og Bertel. De er nogle af vores mest larmende besøgende (2 klippemaskiner på en gang), men også nogle af dem som virkelig gør en forskel.

Så skulle der ryddes op ’alle vegne’ og fejes i de rum som ligger i forlængelse af vores stald. I år var oprydningen noget større, fordi vi er ved at rive lofter ned i efterhånden det meste af stuehuset. Det startede med vi ville have nyt køkken, men det har nu udvidet sig til at alle lofter i den ende af stuehuset skal ned, så vi kan få højere til loftet og vi kan få synlige bjælker, noget vi syntes hører sådan et stuehus til. En anden grund til at nedrivningen er blevet noget større er, at alt el-arbejde lader meget tilbage at ønske. Nå, vi nåede heldigvis at få gårdspladsen ryddet, så den kunne bruges til parkering.

Vi havde sendt materiale til landbrugsaviserne, kanal 94, tvSyd og de forskellige almindelige aviser i området. Det er en rigtig god ting hvis man kan få sin lokal radio til at fortælle om Fårets dag på selve dagen. Det gør at byfolket kommer op af stolene, og kommer en tur på landet.

Torkild Nielsen (Texel) har de sidste 2 år på fårets dag klippet nogle får i det ene rum til de besøgendes store glæde, og vi har haft en masse Oxforddown ting i det andet rum. I år havde Torkild fundet på at børnene ville få et stykke chokolade, hvis de turde klippe og det blev gjort på den rigtige måde. Torkild har en klippemaskine, hvor kammene er små og sidder så tæt at jeg tror det er umuligt at klippe i dyrene. Også i år, var det vores væddere der måtte finde sig i ’ståhejet’.

Det er sjovt at se når børnene tager mod til sig og forsøger, de bliver meget stolte. Mange af børnene er lidt tilbageholdne i starten, primært på grund af larmen fra maskinen, men også fordi de er bange for det gør ondt på dyrene. I år, var der også flere voksne byboer som forsøgte sig og jeg tror de fleste var overraskede over hvor tung sådan en fåreklippemaskine er, og hvor lang tid det kan tage hvis man er nybegynder. Alle har jo set hvordan de professionelle fåreklippere kan klippe sådan et dyr på ’ingen tid’.

Her er de væddere som måtte lade 'pelsen' på forets dag

Her ser i nogle af de billeder vi fik faget, af de børn og barnlige sjæle som turde prøve at klippe - og så selvfølgelig også et af Thorkild:

I løbet af dagen var der 75-100 mennesker på besøg. Det var lidt færre end sidste år, men vi tror på det var vejret som kaldte specielt byboerne i haven, her i området var det nemlig første lørdag i år hvor vejret var fint. Til gengæld havde vi besøg af lidt flere fårefolk, både nye og nogle som gerne vil i gang med et par får, og enkelte ’gamle’ fåreavlere.

Antallet af besøgende passede så fint, jeg tror faktisk kun der var et hold vi ikke begge fik talt med, og det viste sig af være journalister fra Vejle Amts folkeblad. Heldigvis fik Bjarne talt med dem, og der var en dejlig artikel om får i avisen tirsdag efter påske.

En ting var rigtig sjovt. Folk har nogle forestillinger om hvordan lam ser ud. Og flere spurgte om hvor alle lammene var. I første omgang troede jeg de tog ’gas’ på mig, men så gik det op for mig at de troede lam var sådan nogle små hvide ’lambi’ lam, og ikke sådan nogle store brun/sorte nogle som vores januarlam. De ser endnu større ud, når alle mødrene er nyklippede og har den forventede hvide farve, så det er nok forståeligt nok.

Ellers er det dejligt at se hvordan får, lam og folk vender sig til hinanden i løbet af dagen. De fleste af vores får og lam vil gerne snakke med folk, og kommer hen og vil gerne kløs på kinderne. Nogle børn bliver lidt forskrækket og vifter med armene og det kan får og lam til gengæld ikke lide. I år havde vi ingen problemer med at folk satte deres børn ind i selve boksen, og det var rigtig rart. Der var kun en enkelt gang hvor jeg måtte have fat i et barn, som mente det var OK at stå at slå efter vores mindste lam så både lam og lille et-års mor, var ved at klemme sig gennem grinderne. Utroligt at forældrene ikke tager affære, men det gjorde de her ikke. 

Det er et stort arbejde at holde åben stald på fårets dag, men vi syntes det er arbejdet værd – det er dejligt at sætte fårene i centrum, og få lidt omtale af fårene uanset race. Når nye evt. kommende fårefolk møder frem, fortæller vi altid de skal komme på dyrskuer eller fåredage inden de vælger race, for skal de bare have et par får, så skal de vælge dem de syntes er kønnest og dejligst – det kan vi roligt gøre, for hvem falder ikke for Oxforddown med deres dejlig udseende og rolige gemyt ?

Jeg deltog på Racemødet for Oxforddown, og det var et rigtig godt møde. Jeg ved der kommer referat andet sted i bladet, så der er ingen grund til at referere noget her. Blot vil jeg sige, at jeg syntes det er rigtig interessant at hører hvordan de andre racer/avlere håndterer dagen og vejen, og jeg ser frem til de 2 gange om året hvor racerne mødes på denne måde.

April måned var også måneden hvor vi skulle melde til Roskilde dyrskue, hvilket vi har gjort. Vi var i Roskilde sidste år og havde nogle rigtig hyggelige dage. Vi overnatter hos nogle hundevenner der bor lige ved siden af, og er så på skuet alle dagene. Vi glæder os meget til at gense de sjællandske avlere og få nogle hyggelige dage. Vi har endnu ikke helt vedtaget hvilke skuer vi ellers vil deltage på i år, men det bliver nok til lidt flere…..

Og til dig som godt kunne tænke dig at komme på skue, men bare ikke lige ved hvordan ! så ved jeg der er mange af raceforeningerne og kredsene som gerne vil hjælpe dig både med at vælge dyr ud, klargøre dem og hjælpe med at udfylde papirer og alt den slags. Så ring og søg råd og hjælp, vi vil alle gerne have der kommer flere med på dyrskuerne. 

Jeg kommer lige til at tænke tilbage på vores første skue, der havde vi store problemer med at skaffe hvidt udstillingstøj – banalt vil nogen sige, men hvor er det lige man får sådan en hvid kittel ? vi forsøgte i en forretning i Vejle som reklamerede med arbejdstøj, men nej der kunne man kun få en tjener eller kokke skjorte/jakke. Til sidst søgte vi på internettet og fandt en kittelfabrik – som tilfældigt ligger i Fredericia, og de accepterede at vi kørte forbi og købte vores ’udstyr’ direkte hos dem, og jeg husker det var i sidste øjeblik inden skuet, stressende var det men det lykkedes.

Endelig blev det d. 28. april – en lørdag vi havde glædet os meget til her i huset. Oxforddown foreningen havde arrangeret en tur til Nordjylland hvor vi skulle besøge 3 besætninger. Der kørte 20 personer fra den sydligere del af Jylland afsted tidlig lørdag morgen. Kl. 07.00 var opsamlingssted ved DTC i Vejle og kl. 08.00 mødested ved Gudenå rasteplads hvor de sidste ’sydfra’ stødte på. Det var en rigtig god tur. Vi startede med at se Lis Asger og Jan Hansens besætning. Jan fortalte om besætningen og årets udfordringer. Vi så de nok 2 eneste Oxforddown lam som deltager i årets hjemmeafprøvning. I stalden blev et lam fanget og gennemgået. Harald Jepsen viste hvordan man klipper klove på sådan en lille en, og forsøgte alt imens at holde lammet på en fodervogn, hvilket hverken lam eller mor var særlig tilfreds med. Det var spændende. Lis Asger og Jan har ombygget en gammel svinestald til fårestald.  Vi afsluttede besøget der med en dejlig kop morgenkaffe og dagens første fåresnak, inden vi fortsatte op til Klaus Johansen – en af vores allernyeste avlere. Her startede vi med teori om bl.a. hvordan et får kåres, og hvordan vi vægter vores Oxforddown. Klaus fortalte om hans besætning og om hvordan han havde afsat lammene fra 2005. Jeg tror vi alle skal have et kursus af Klaus, han kan bare det der med afsætning – rigtig flot syntes jeg. Efter frokost, gik vi i stalden og kiggede, og Klaus havde virkelig gjort det fint alle vegne – flot flot. En et-års vædder blev trukket ud, og teorien blev vist i praksis. Udover kåringsteorien, viste Harald hvordan en professionel klipper sådan et får. Desværre var det kun en ’luftsaks’ men vi var alle meget begejstret over hvor nemt det så ud, når sådan en vædderbasse skulle om på rumpen osv. Også her blev klovplejen sat i højsædet. Vi gik tilbage til jagtstuen og fik en kop kaffe mens snakken gik – det er bare hyggeligt. Nogle af de nye fårefolk ville meget gerne hvis nogle af de ’gamle’ kunne give fodringsvejligning, noget som heller ikke er ligetil for nybegyndere uden husdyr erfaring. Der kom mange gode råd, men det er da et af de områder vi måske kan tage op foreningsmæssigt.

Vi holdt tidsplanen, og kunne køre videre fra én af de nyeste avlere til et par af racens gamle og garvede avlere.  Dagens sidste besætningsbesøg var hos Grethe og Per Poulsen. Vi kørte mere nordpå, og endte inde i en skov hvor naturen bare var flot. Hos Grete og Per, holder fårene til i en dejlig hal, som jeg tror er bygget til fårene. Per fortalte om besætningen, og jeg bed specielt mærke i historien om besætningens ældste – et 14 år gammelt får, som selvfølgelig ikke blev ilemmet mere, men som havde en speciel status i familien. Det gamle får havde hjulpet Per for mange år siden, da en snestorm brød uventet løs. Per havde selv trampet en lille sti i sneen, men først da dette får trygt fulgte med hjemad, gik alle de andre får med. Dejligt minde, og ganske forståeligt at netop dette får havde en særstatus i stalden. Hos Grete og Per er der også en masse fuglevolierer, og selvom fugle ikke lige er min kop te – ja, så må jeg sige jeg var meget imponeret. Som sidebemærkning vil jeg lige sige jeg er hysterisk bange for alle fugle, man alle Grete og Pers fugle var i store dejlige bure, så der kunne man trygt stå på afstand og kigge. Eftermiddagen sluttede med en kop kaffe, og nok en fåresnak. Jeg tror det er den bedste Oxforddown dag vi har været med til, og det bliver spændende om opbakningen fortsætter når vi forsøger at arrangerer et lignende arrangement på sjælland.

Vi har ikke deltaget i hjemmeafprøvningen, da vi syntes det var for dyrt hvis vi skulle have så mange med som vi i første omgang havde tænkt os. Vi fodrer med det samme foder (fra Aller Mølle, via Vagn Stage), og vores lam har som tidligere nævnt også fri adgang til det. Vi har også altid 4 måneders vejet, så det eneste vi reelt manglede var egentlig at få scannet – og det gør vi så her d. 6. maj når de første lam er 120 dage gamle. Vores lam har så haft mulighed for at komme ud og lege, og de har gået hos deres mødre, så officiel sammenligning kan vi ikke, men vi kan jo selv sidde og kigge på tallene. Det bliver spændende.

Maj 2006:

Maj måned startede med dejlig vejr, og det blev hurtigt d. 6. maj hvor vi skulle have scannet januar lammene. Den 6. maj var valgt, da det var denne dag de første lam blev 120 dage.

Vi har en stor vægt, som er rigtig god til både at veje lam og får i, men lammene har mulighed for at flytte sig noget omkring, så  derfor havde jeg spurgt Linda Petersen om vi måtte låne hendes store elektroniske vægt, og det måtte vi – vi skulle dog passe på at lammene ikke ’gnavede’ i opladerledningen, og hvor svært kunne dét være ?

Henrik kom, og vi fik stillet an. På Henriks anbefaling scannede vi kun lammene på 40 kg og derover. Udover grænsen på 40 kg, var der 3 lam som blev fravalgt, da både de og deres mødre står øverst på slagtelisten på grund af lemningsproblemer, ellers blev alle andre lam scannet.

Det blev til 37 lam – 24 vædderlam og 13 gimmerlam, og hold da op hvor var det spændende.

Det yngste lam var kun 96 dage gammel, men selvom om hun var ung, vejede hun 40 kg og havde en muskel på 38 – og selvom hun er gul (ARR/ARQ) står hun ikke med på slagtelisten.

Det hele gik stille og fredeligt, et lam i vægten, det blev scannet og videre til næste. Vores største problem var nok at holde lammene væk fra Henrik efter de var scannet, de forsøgte flere gange at komme tilbage og få ’en tur mere’ eller skubbe lidt til Henrik. Vi var nødt til at sætte grinder op, så både Henrik, papirer og scanner var beskyttet mod lammebanden.

På en eller anden måde var det yderst tilfredsstillende, at de lam vi udfra afstamning og eksteriør havde udvalgt til videre avl, også stort set var dem der scannede bedst. Der var dog enkelte som skuffede fælt, og der var enkelte som overraskede i positiv retning.

Specielt var vi glade for, at det hundyr vi sætter højest avlsmæssigt, også kunne glæde os med nogle rigtig gode scanninger. Hendes vædderlam vejede 47 kg og havde muskel på 40 og gimmerlammet vejede 46 og havde en muskel på 37. Dette hundyr er helsøster med vores ’forklæde vædder’ og hans lam scannede også rigtig godt. De 2 bedste af hans lam var brødre og var de 2 lam på nøjagtig 120 dage på dagen. Det ene vejede 60 kg, havde en muskel på 36 og det andet vejede 58 kg og havde en muskel på 37.  To dejlige lam, men desværre også ud af en halvsøskendeparring (= slagtelisten). Vi har besluttet at beholde et par stykker af gimmerlammene efter ’forklæde vædderen’ selvom de er lidt indavlet. Det bedst scannede gimmerlam var hans, og med en vægt på 49 kg og en muskel på 42 så vil vi se de næste år, hvordan de klarer sig.

De fleste af lammene scannede 4 i fedt. Der var dog 2 vædderlam på 5 og 2 på 3, mens der var 5 gimmerlam på 5 og kun et på 3. Efter vi havde været alle lammene igennem, var vi sultne og tørstige – vægten kunne stå op blive helt opladt mens vi gik ind og fik noget frokost. Da vi kom i stalden for at slukke for strømmen og tage vægten ud, så havde lammebanden gjort det umulige – de havde fået grinderne væk og snuppet opladeren til vægten. De havde ikke alene bidt ledningen over et sted, de havde ganske enkelt gennemgnasket hele ledningen, så den lå tilbage i rigtig mange stykker. Vi havde dårlig samvittighed, vi havde jo lovet at passe på. Da det blev mandag, blev vægt firmaet kontaktet, og heldigvis kunne man købe en ny oplader til vægten helt uden problemer. Py-ha…. Så alt i alt en rigtig god og spændende dag, som vi nok vil gentage til næste år.

Det var en rigtig fåreweek-end, for dagen efter skulle de første lam til slagtning. Vi sælger alle vores slagtelam til Villes Slagtehus, og vi havde en aftale med ham om at han ville tage alle lam fra 2006 der vejede 40 kg og opefter, en rigtig god aftale for os da nogle af dem var blevet noget store. Søndagen blev brugt på at køre 23 lam eller i alt 1092 kg til Ville. Og vi var spændt på at høre hvordan de slagtede kroppe var og hvordan de klassificerede. Ville var godt tilfreds, det var blevet til 543 kg slagtet vægt og alle så fine ud, også de store. Det største gimmerlam (56 kg), var dog lige i overkanten fedtmæssigt. De var alle afsat til samme aftager, som ifølge Ville nok skulle klage hvis der var nogle som ikke var OK. Der kom ingen klager, så alle var godt tilfredse.

Senere i maj, har vi afleveret et læs slagtelam mere til Ville. Så for os har det været et rigtig godt slagte år. Der er kun 3 slagtelam tilbage af januarlammene, så tilvæksten har været rigtig god i år og vi glæder os fortsat til at se hvordan ’hjemmeafprøvningslammene’ har klaret sig – de har jo levet på samme foder fra Toftnæs Landhandel som vores har.

Maj var også den måned hvor vi skulle starte en ny Oxforddown besætning op. Påskelørdag havde der været en familie forbi, som var interesseret i nogle få moderfår der skulle være så rolige at deres små børn kunne komme til dem. Og som de selv sagde, der var ingen grund til at vente til fåredagen 21. maj, de havde valgt de smukkeste og roligste fårerace – Oxforddown. Vi kørte 1 fire-års og 2 et-års får med deres lam, til deres nye adresse. Der var bare gjort klar. Dejlige indhegninger og en stald, hvor der både var lammely og dejlig plads til mødrene. De nye ejere, havde haft fat i Dansk fåreavl for evt. medlemskab, men har fravalgt i første omgang på grund af prisen. De syntes det er for dyrt med ca. 1.000,- for et blad 10 gange årligt. Deres CHRnr var blevet åbnet for får, og ejerklæring omkring Maedie vil også blive bragt i orden, og de havde fået et par sider til at indberette ind og afgang til CHR. Familien kom også forbi på Kredsens fåredag på Glud, og de har ikke fortrudt valget af race.

Nu nærmede tiden sig for fåredagen på Glud, og de hektiske dage med katalogskrivning og klargøring satte ind. Hvert år beslutter vi at det skal gøres tidligere, men af en eller anden grund skal alle fårefolk rykkes og rykkes, inden de sender annoncemateriale, billeder og tilmeldinger af dyr. Næste år skal det blive bedre, det er surt at bruge feriedage på at få tingene færdige – det burde kunne lade sige gøre. Vi kender det også fra os selv, for hvornår er det lige vi får sendt tilmeldingerne til dyrskuer – allersidste dag bliver de fax’et afsted.

I år nåede vi at blive færdige med kataloget, så vi ikke selv behøvede at fotokopiere og samle det.  Sammen med Glud museum havde vi sendt pressemeddelelser ud til 18 aviser i nærområdet + diverse landsbrugsaviser.

Bjarne skulle en ’smuttur’ til Indien og ville først komme hjem fredag før fåredagen. Og han havde lovet at skrive tavlerne til dyrene, hvis jeg bare havde samlet alle oplysningerne i en tabel til ham. Alt var klar, og fredag aften var tavlerne og de sidste papirting endelig færdig til fåredagen.

Fredag eftermiddag skulle vi en tur til dyrlægen med vores gamle hanhund, heldigvis ikke på grund af sygdom men for at få konstateret om han fortsat kunne bruges i avl – en tævehund, som skal give os en hundearving var endelig kommet i løbetid. Vores gamle hanhund – snart 13 år – har haft en hjerneblødning og en gang ’påskesyge’ indenfor det sidste halve år så vi var noget betænkelige omkring fertiliteten. Vores ’bange’ anelser blev rigtige, ikke en eneste levende sædcelle var der tilbage, så en af hans sønner måtte træde til, vi vil bare have en hund med den afstamning. Vores egen dyrlæge mener ikke han er 100 m mester i denne type undersøgelser, så vi måtte en tur til Sønderjylland hvor der findes en ekspert på området.

Mens tavleskriveriet og dyrlægen blev klaret fra vores side, var kredsens bestyrelse på Glud for at opsætte bokse.  

Initiativprisen 2006
Lørdag skulle vi begge deltage i DFs generalforsamling, og det skal ingen hemmelighed være at vi er meget stolte over at kredsens bestyrelse og landsledelsen mente vi skulle modtage årets initiativpris. Det er dejligt når det man gør, bliver værdsat af andre og årskruset vil få en rigtig god plads når vi er færdige med istandsættelsen af de rum vi opholder os mest i – køkken og spisestue. Tak til alle som har været med til indstilling og beslutning, men allerstørst tak til dem som har været med til at skabe vores store interesse til fårene.

Efter generalforsamlingen måtte hele bestyrelsen en tur til Glud for at opsætte telte til næste dag. 25 telte skulle der op. Det blev gjort og alt blev bundet sammen så det ville blive stående til næste dag også selvom det var både regn- og stormvejr.

Næste morgen, var Asger Markussen og jeg de første og vi måtte sætte et par af teltene op igen, heldigvis var de fleste fortsat OK. Stadeholdere og dyr begyndte at møde op, og efterhånden var alle på plads. Dagen gik rigtig godt, rammerne er bare i orden på Glud museum – både de fysiske og de menneskelige. De gamle landbrugsbygninger passer som en perfekt baggrund til fåredagen, og alle ansatte og frivillige på Glud museum hjalp til med at gøre dagen så god som overhovedet mulig. Der var ca. 350 igennem tælleapparatet, og selvfølgelig kunne der godt have været endnu flere, men her første år er både vi og Glud museum godt tilfredse, og vi har besluttet at gentage succesen til næste år.

Så er dyrskue tiden startet, 6 dyr skulle med til Roskilde og alle blev vasket og klargjort. Vi var noget i tvivl omkring et af hundyrene, skulle hun med eller ej ? Begge hendes lam var slagtet 7. maj og hun havde været på ’vand og halm’ i 10 dage for at få stoppet mælkeproduktionen. Sidste år fik vi at vide at nogle af vores dyr var for fede, og det kunne i alle tilfælde ikke blive aktuelt i år, så hun kom med. Vi havde en rigtig dejlig tur, selvom den startede noget hovedkuls. Vores søn, som skulle passe hunde og får mens vi var i Roskilde, blev indlagt på Kolding sygehus kort efter Bjarne var kørt med dyrene. Heldigvis var det kun en forskrækkelse og han kunne udskrives senere samme dag. Godt Bjarne var kommet af sted med dyrene, ellers var vi nok ikke kommet af sted. Ligesom sidste år havde vi nogle rigtig dejlige dage i Roskilde, og fik en god sludder med de sjællandske avlere. Der var stor interesse for Oxforddown, det var rigtig rart at der er så mange mennesker omkring dem en stor del af tiden. Det er utroligt så mange mennesker der besøger dyrskuet, lørdag var det faktisk helt umuligt at komme omkring, selv søndag hvor vejret var temmelig dårligt, var der en del besøgende. Gid opbakningen vil blive lige så stor på de andre dyrskuer resten af året.

I Roskilde går udstillerne ikke så højt op i det traditionelle hvide dyrskuedress, men til gengæld går de højt op i fremvisning af dyrene. Til mønstringskonkurrencen mødte rigtig mange frem, og der blev dystet i flere omgange, man kunne se at alle havde sat sig ind i reglerne og der blev kun begået ganske få fejl. Det hele blev dømt af ’Kørelærer Kaj’ og han gav en rigtig god åben kritik efter konkurrencen. Tak for kampen, jeg glæder mig til at tage udfordringen op næste år ;-))

Juni/juli 2006:

Den helt store aktivitet i juni og juli er dyrskuerne.

Nogen kunne tro at fårene 'bare' hentes ind fra marken om morgenen inden dyrskuet starter, men sådan er det langt fra. 5 til 7 uger før skal fårene klippes, så de maksimalt har 2 cm. uld på selve dagen. Hvis fårene har længere uld, så skal de afvises af dommerne, og det er ikke sjovt når nu der er brugt både tid på forberedelserne. Fårene skal også lære at gå i snor. Det er ikke altid en nem sag, da det er unaturligt for dyrene. Vi har engang fået det råd at give fårene grimer på nogen tid før, så de i alle tilfælde venner sig til det. Dagen før selve dyrskuet skal fårene vaskes. Hos os foregår det på vores klippebord. Vi har en vandslange med 'pistolhåndtag' og har mulighed for at lunkent vand, fårene bryder sig ikke om at blive vasket i helt koldt vand. Den sæbe vi bruger, er sæbespåner. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere.

Det var ikke meningen vi ville havde dyr med til Horsens, da vi skulle til stor firmafest lørdag eftermiddag/aften i cirkusbygningen i København, men vi lod os lokke da Thorkild lovede at hjælpe med at tage dyrene hjem lørdag eftermiddag.

Jeg havde lovet at hjælpe Hanne og Ejner med at vise halvdelen af deres besætning frem – en dejlig samling af 1 års med lam. Hanne og Ejner havde lært dem at gå fint i snor, så det var forholdsvis nemt for Ejner og mig at få dem rundt i ringen. Det krævede dog stor koncentration, for alle de unge mødre ville gerne ud i staldene til deres lam, hver gang vi gik forbi indgangen til ringen. Samlingen fik 23 point og ærespræmie senere på dagen. Vi er meget glade på Hanne og Ejners vegne. Det er utroligt flot at kunne få 3 et års får med lam til at præsentere sig så fint, specielt set i lyset af at der kun er disse 3 et års får i besætningen. Og at de 3 et års får samtidig er ’svigerbørn’ til vores besætning, gør ikke glæden mindre.

Der var desværre ikke så mange får i Horsens og heller ikke så mange forskellige racer, men hyggen i staldområderne var rigtig god. Vi havde ’invaderet’ nogle dobbelt bokse, hvor vi kunne sidde og hygge os med snak, kaffe og medbragt mad.

I samme week-end gik det også rigtig godt for et andet får fra vores besætning. Skuets bedste får i Hjørring var et får vi i marts måned havde solgt til nogle unge mennesker fra Nordjylland. Vi blev  utrolig glade på deres vegne, da vi hørte det om lørdagen i Horsens.  

På racemødet var jeg valgt ind i udstillingsudvalget til Herning, og havde min første opgave med at klargøre staldene søndag efter Horsens. Så efter nogle lange dage i Horsens, stor fest på Sjælland så tog jeg til Herning søndag morgen. Det gik rigtig fint, det var mest fejning og opsætning af bokse der var dagens opgave. Derudover blev vi enige i hvordan ærespræmieuddelingen skulle forløbe. Det var tidligere besluttet at racedommerne skulle finde racens bedste får og vædder, samt at en fra hver race med 23 point forlods skulle tilgodeses, derudover skulle produktionsfår, et års med lam og et års vædderen samt selvfølgelig ’skuets bedste vædder/får’ i både kød og korthaler også  tilgodeses. Deltagerne skulle være det bedste får og vædder som racedommerne havde fundet tidligere.

Det vi besluttede den søndag var at også ’et års uden lam’ skulle modtage ærespræmie, samt at samlingerne selvfølgelig også skulle deltage i ærespræmiekonkurrencen.

I Herning havde vi 4 dyr med. Og vi var specielt stolte over vores 2 års vædder. Han blev nr. 2 i sit hold med 23 point. Der var faktisk rigtig mange flotte 2 års væddere, men dommerne valgte at kun de 2 første skulle have 23 point, og resten fik 22 point.

Der er en ting der altid har undret os omkring dyrskuerne, nemlig det faktum at man ud over at skulle have et rigtig flot dyr, også skulle være ’heldig’ at der ikke møder rigtig mange andre flotte dyr frem til skuet. Lidt kryptisk skrevet ? vi kunne rigtig godt tænke os at det var en kvalitetsbedømmelse af dyret, så hvis det er 23 point værdig så er det det uanset hvor mange konkurrenter der møder frem og i princippet også uanset hvor det møder frem. Nogen vil sige – ”jamen sådan er det også”, mens andre vil sige ”vi skal skille et sted, så nogen bliver præmieret med 23 og andre 22 point”.  

Scanningen onsdag aften forløb fint, og igen klarede Oxforddown sig rigtig godt med hele 2 voksne væddere blandt de bedste 3. I de 3 år der har været konkurrence, har Oxforddown haft bedst scannede voksne vædder 2 gange og bedst scannet 1 års en gang – noget vores store race kan være stolte af.

Et af de nye tiltag var præsentation af fåreracerne med deres produkter. Jeg havde fået overtalt Casper Jensen og hans dejlige Oxforddown vædder Bauge, til at gå direkte fra ærespræmierunden til denne præsentation. De er et rigtig flot syn, og de tilskuere der var i hal 23 vil sande at Bauge var den der kom mest elegant op og ned fra podiet.

Og som i kan se, faldt Bauge også i dommernes smag. Tillykke med den flotte placering.

Vi havde også nogle hyggelige dage i Herning, der dog havde lidt skyggesider. Hvorfor er der nogen som mener de har lov til at ’skælde og smælde’ eller gå rundt som de rene tordenskyer ? Det ødelægger altså stemningen specielt for dem det går ud over, men det må da også være anstrengende for dem som gør det. Og hvordan mon publikum opfatter det ? Alt kan garanteret gøres bedre, spørgsmålet er bare hvordan. Så hvis du har et forslag til ændringer så kom frem med dem. Vi er 2 som er demokratisk valgt – Else Marie Glud og jeg – Både vi og det øvrige udvalg forsøger at gøre det så retfærdigt for alle som muligt, så ring eller skriv så vi kan tage dine ideer med når næste år skal planlægges. Jeg glæder mig i alle tilfælde til (for første gang) at være med til at planlægge Landsskuet.

På et af skuerne lærte vi et nyt begreb, vores elitefår havde udviklet ’rørben’ og fik derfor tildelt 21 point – det blev præciseret at dette var ganske uønsket for Oxforddown. Hun har tidligere været udstillet med 23 point og blevet skuets bedste 1 års med lam både i Horsens og Herning. Vi har ikke kunne finde begrebet i vores racestandard. Jeg vil høre i vores raceforening hvad ’rørben’ er, så vi evt. kan tage det med i betragtning når vi udvælger vores avlsdyr.

På falderebet af juli måned, deltog vi i Farmshow i Skive. Et forsøg på at få dyrskuet i Skive på banen igen. Det ser ud til at lykkedes. Der var ingen maskinudstillere, men til gengæld rigtig mange udstillere i ’Fritidsbranchen’. Der var også Børne EGP. Alt i alt var skuet rigtig godt besøgt, og stemningen var så god at det tog noget tid før får og heste begyndte at pakke sammen efter lukketid. Vi kan kun anbefale fårefolket at møde op til næste år. Skuet blev også rent udstillingsmæssigt en kæmpe succes for os. Desværre kunne Bjarne ikke komme med, da han skulle arbejde, så jeg skulle vise alle dyrene frem selv, også vores vædder som Bjarne ellers har vist frem i Horsens og Herning. Vi håbede det ville gå, for vædderen og jeg var efterhånden også blevet ’gode venner’

Juli måned var også måneden hvor 2 nye besætninger med Oxforddown skulle starte med dyr fra vores besætning. Et ægtepar fra Sjælland var faldet for racen på Roskilde dyrskue og kom forbi Vejle for at hente 2 små gimmerlam. Rigtig søde mennesker, som vil behandle de 2 små som ’en del af familien’. Håber de får lyst til at deltage i Roskilde til næste år.

I Horsens blev kontakten skabt til en familie som ønskede 8-10 gimmerlam. De kom forbi en uges tid efter, og efter snak frem og tilbage – ønskede de også 10 et års får. Uha, det ville gøre et stort indhug i vores besætning. Hanne og Ejner kunne heldigvis bidrage med en gimmer og et et-års får, så her den 18 juli tog flokken afsted. De nye ejere har heldigvis erfaring fra både heste, kvæg og geder, ellers ville det have været en meget stor mundfuld at starte op med. Fårene skal bruges til at afgræsse SFL jord, og det krævede en større flok.

Også andre har startet nye op her i den sidste tid. 8 nye medlemmer til Oxforddown foreningen er det blevet til. Nogle af dem er allerede medlemmer af Dansk fåreavl, og andre kommer til. Jeg tror også at et par stykker vil være med i dyreregistreringen, så det må kaldes fremgang.

Der er omsider kommet gang i vores græs, så vi har fået lavet ’madpakker’ til vinterfodring. Vores primær vinterfoder er græsensilage og halm. 28 madpakker blev det til, ikke helt nok men måske kan det blive til lidt mere senere på året.

Avlsplanlægningen har også været i højsædet, og nu er det endeligt besluttet hvilke væddere der skal sættes til vores nu kun ’40 får’. Vi fastholder vores forårsbeslutning om at vente med at sætte vædder til, til slutningen af august og så i en hel måned. Vi er noget spændt på om det giver den ønskede arbejdslettelse henover vinteren og foråret.

Et par af de får som ’snød’ os med forklædelam sidste år, tager en tur op til Casper for at blive ilemmet af Bauge. Det var planen sidste år, og i år skal de ikke snyde os ;-))

Nu er det faktisk sket, gentestene er kommet på hovedbogsbladene. Det ser rigtig godt ud, og det er rigtig dejligt det nu er lykkedes. Alle de resultater vi har medvirket til, er indsendt og fremgår af hovedbogsbladene.

Jeg tror at vi fåreavlere skal takke specielt Lene Stolberg for det er kommet igennem. Vores indtryk er at hun gør et rigtig stort arbejde, og virkelig forsøger at få avlernes ting igennem. Også hvis der er småfejl eller spørgsmål, bliver det håndteret ’her og nu’ – som nogen før har sagt: ”Tak er kun et fattigt ord”.

I år fravalgte vi at melde os til dommerkursus – som vi har deltaget i de 2 øvrige år. Ikke fordi vi ikke kan lære mere – det kan alle – men primært fordi vi har gang i en større ombygning af vores stuehus. Ombygning er det blevet til, da det der i første omgang blot var et nyt køkken, er nu blevet til flere væltede vægge, nye gulve og lofter – ikke kun i køkkenet, men også i gang, badeværelse og spisestue. Hmmm hvorfor skal alting altid udvikle sig ?

August 2006:

August måned er jo måneden hvor høsten skal i hus – og det er godt nok svært når man bor i Vejle. Naboen havde lovet os halmen fra hans mark, men kornet blev først høstet den sidste tørvejrsdag i starten af august. Vi forsøgte at få det presset og taget hjem lige efter høsten, men inden der var gået en time begyndte det at regne, og det har det så gjort siden…. Vi håber fortsat det vil blive muligt at få det bjerget. Under alle omstændigheder er der ikke nok, så pt. er planen at købe et par læs af maskinstationen, og så bruge det der ligger på marken som bundstrøelse.

På det punkt er vi meget forsinket. Normalt har vi stalden fyldt op med halm og der er bundstrøet på nuværende tidspunkt. Gad vist hvornår det bliver muligt. Ud over at regnen er skyld i at halmen fortsat ligger på marken, så er det heller ikke muligt at køre det ind af porten til vores stald. Der er det nemlig også meget smadret på grund af den megen regn.

Planen er at vi skal have gravet mudder og pløre væk, lagt et stabilt underlag, og så grus over – det er et ’lille’ projekt som forhåbentligt kan lade sig gøre i løbet af september.

Fårene er nu temmelig ligeglade med om det er på plads. De foretrækker at ligge ude og gumle på det dejlig grønne græs både dag og nat.

I Oxforddown foreningen har jeg deltaget i bestyrelsesmøde, hvor bl.a. generalforsamlingen blev plansat. Hanne Iversen og jeg har efterfølgende fået sendt nyhedsbrev ud til alle vores medlemmer. Desværre har Hanne og Jane Iversen valgt at stoppe i bestyrelsen. Hanne har gjort et rigtigt stort arbejde med nyhedsbrevene igennem årene, og jeg er meget ked af hun stopper i bestyrelsen. Vi har haft mange hyggelige stunder hvor vi har lagt ’sidste hånd’ på nyhedsbrevene, for slet ikke at snakke om når vi har pakket og sendt dem. At Jane også har valgt at stoppe, er også rigtig trist specielt da Jane ikke rigtig nåede at komme rigtig ’i gang’ på grund af for meget arbejde (altså den slags arbejde man lever af). Jeg tror Jane har rigtig mange ideer som vi kunne have haft stor glæde af, men måske på et senere tidspunkt vil det være muligt at få Jane med igen. Jeg er også selv på valg, så nu må vi se hvor mange der har lyst til at arbejde lidt for Oxforddown foreningen, jeg håber der er mange som vil komme til generalforsamlingen og give deres meninger til kende og også melde sig til arbejdet i bestyrelsen.

Også Kreds 5 har holdt bestyrelsesmøde og vi har holdt møde omkring planlægningen af aktiviteterne frem til næste sommer. Det er rigtig rart at det hele er planlagt så langt frem, så kan tiden reserveres i kalenderen allerede nu. Bestyrelsen besluttede at udsende aktivitetslisten til alle de fårefolk som er registreret i CHR i vores område. Vi er meget spændt på om det vil give nogle flere deltagere til aktiviteterne og om der måske også er nogen som kunne tænke sig at være medlem af DF. Lad os se, det er jo sådan at hvis ingen gør noget så sker der i alle tilfælde heller ikke noget.

Jeg syntes vi har fået lagt et spændende program, en lørdag eftermiddag om måneden – alle er selvfølgelig velkomne, der er ingen tilmelding det er bare at møde frem. Hvis du er nysgerrig efter hvad der er arrangeret, så kan du læse under Kreds 5 i bladet, og du kan kigge i aktivitetskalenderen.

Lamerne er noget den Synderjyske fåredag er kendt for 

Hjemme hos os har vi frygtelig svært ved at sige nej, så da de ringede fra den Sønderjyske fåredag og fortalte at det ikke havde været muligt at finde ’sønderjyske Oxforddown’ som kunne deltage, ja så sagde vi ja til at komme. Det var en noget hård week-end. Fredag aften kom nogle af vores Belgiske hundevenner med 3 Keeshond som skulle udstilles i Mols Bjerge lørdag. Det var rigtig hyggeligt. Vi havde vores picnic telt med, så vi kunne modstå de værste regnbyger, men tænk lige præcis den lørdag, havde vejrguderne valgt at der skulle være tørvejr og høj sol over Mols Bjerge. Både da vi kørte derop og da vi kørte derfra stod regnen ned i stænger, men selve dagen – var det dejligt med sol sol og atter sol.

Tidlig søndag morgen, skulle Fredo og Fjumse (vores 2 års vædder og får) op i traileren og afsted til Søgårdlejeren. Ingen problemer i det, de havde efterhånden prøvet trailerturen nogle gange og ser det nu som en selvfølgelig ting. Vi kom derned og fik dyrene sat i boksene. Vi var meget spændt på vejret. Også til fåredagen havde vi taget vores picnic telt og en masse paraplyer med. Vi havde faktisk talt om hvorvidt det mon ville blive aflyst på grund af vejret, men det blev det heldigvis ikke. Vejret var rigtig fint, der kom kun nogle dråber et par enkelte gange så det var ikke noget problem. Det var lykkedes at få ??? racer repræsenteret og så en enkelt lama med føl. Nej, hvor var den charmerende. Sikke nogle dejlige øjne og ører sådan en har. Bjarne har tit talt om at et par Skotsk højland ville pynte på ejendommen, men jeg mener nu at sådan et par lamaer kunne være meget flottere – hvis det altså skulle være. Nu har vi nok den holdning, at de eneste dyr som virkelig klæder ejendommen er fårene.

En af de ting vi aldrig har nået er at tage rundt og se de andre kredses fåredage, og selvom temaet er det samme så kan det med garanti gøres på rigtig mange måder. I Søgårdlejren var alle stadeholderne inde i en tilstødende gymnastiksal, det så faktisk rigtig godt ud og når jeg tænker på når vores kreds kæmper med telt opsætningen, ja så blev jeg noget misundelig over deres område hvor en dejlig tør gymnastiksal kunne danne rammerne. Også grillstegt lam hører fåredagene til, og der blev lammene stegt inde i et indianertelt. Duften kom fint ud til publikum og alle veterinærregler kunne overholdes derinde. Og smagen, uhmmmm den var rigtig god.

Da vi kom kunne vi se et stort grønt podium, og der var det meningen fårene skulle op. Der var fine ramper og det hele, men alligevel – kunne man mon overtale en stor vædder til at gå op på de skrå brædder ? Ja, det kan man og det gik rigtig fint. Maren Eriksen fortalte godt om alle fåreracerne det eneste lille minus var, at netop på dette tidspunkt skulle der falde en lille byge. Shropsire havde valgt at tage får og vædder ud af båsen, men lade lammet blive tilbage. Men det var der nu flere meninger om, lille lamseben brød ud af boksen og fandt hurtigt sin mor, og familien kunne sammen gå på podiet. Der var stor interesse for fårene, vi fik et nyt medlem af Oxforddown foreningen, der var nemlig en familie som havde købt nogle Oxforddown men som aldrig havde hørt om vores forening. Så alene af den grund er det godt at racen er repræsenteret på fåredagene. Vi havde en helt igennem hyggelig dag, vi stod ’nabo’ til nogle dejlig Dorset damer, hvor specielt Fredo mente den ene var helt vidunderlig. Havde vi fjernet grinden, så var der nok kommet nogle spættede lam ud af det. Mange af publikum syntes det var sjovt at se hvordan snuden kan vrænges på sådan en elskovssyg vædder, og det er da også utroligt de kan lave sådan en trutmund.

En dejlig week-end, med mange oplevelser, for lidt søvn og for meget mad – godt det kun er week-end 2 dage om ugen.

Udsætterfår - et kedeligt valg !
En af de kedelig ting vi har foretaget os her i august er aflevering af udsætterfårene til slagtning. Efter vi havde solgt så mange i sommers, var der 3 af de der ellers skulle have været afsted, som fik lov at blive et år mere. De fejler ingen ting, men flokken skulle lidt ned og så var de blevet fravalgt på grund af deres lammegennemsnit. Det med at vælge og aflevere udsætterfår er en af de ting jeg simpelthen ikke bryder mig om. Jeg ved godt de skal afsted, men nej, kan jeg få Bjarne og vores søn Morten til at køre med dem uden mig, så er det bedst sådan. I år blev det ikke bedre af den 1 års vædder som vi havde ventet os meget af, også skulle med. De af jer som lagde mærke til ham på dyrskuerne hen over sommeren så hans frygtelige bagben. Hvis man som 1 års allerede har problemer med bentøjet, hvordan skal det så ikke ende ? Og ja, det kunne være det var noget fodringsbetinget og hvad man ellers kan finde af undskyldninger – men vores erfaring med hundeavl siger os at man ikke må gå på kompromis med den slags. Så uanset hvad vi ellers kunne finde af rigtig gode ting ved ham, så  måtte han afsted. Makabert er det, men nu ligger han i fryseren. En udbenet bov vejede 3 kg, og hele slagtekroppen vejede knap 60 kg så kød var der på ham, selvom han kun var 18 mdr. – et fjorlam vil nogen kalde sådan en ;-)) Der var selvfølgelig også noget fedt på ham, men selvom vi skar helt rent blev det kun til knap 3 kg.

Flotte nyklippede får
Lørdag den 26. august var dagen hvor Åse og Bertel kom og klippede alle får og udvalgte væddere. Det er altid spændende når de kommer, men her i august er det nu sjovest. Hvordan ser lammene ud når de bliver pakket ud ? og hvordan er huldet på fårene. Jeg havde frygtet lidt at fårene måske ikke var i godt huld, men heldigvis var de alle pæne og runde. Efter vores målestok, vil vi kalde de fleste en huld 3 og enkelte imellem 3 og 4.

Fredo med punkertot - klar til kåring
Vi har 44 moderfår, 3 af dem er på sommerferie hos Bauge, men de 41 andre hundyr blev alle sammen flotte hvide med deres numre på ryggen. Når det enkelte får er klippet, så ved jeg godt den skal ned fra bordet så næste dame kan komme til, men nogen gange er det fristende at stå og kigge på bagende, forende, benstilling, tænder og ja, kort sagt bruge en masse tid på at beundre dyret og finde nogle af de fejl der eventuelt er. I de fleste tilfælde tager Åse og Bertel det med sindsro, men Bjarne som har ’bakseriet’ syntes godt jeg kunne skynde mig lidt – og han har jo ret. Vi kan jo kigge på dem bagefter og bruge alt den tid vi vil.

Vi vil melde nogle dyr til Kimberskuet, og dem fik vi klippet endnu pænere end de andre. Når der klippes i august, skal det også besluttes om der er nogen som skal kåres. Vi har kun 3 får som ikke er kåret. Det er 2 års får, og specielt det ene af dem har arbejdet hårdt med lammeopfostring så vi valgte at alle 3 skal vente med kåringen til de bliver 3 år. Om vi vælger at få kåret Fredo i år, eller om han også skal vente afgør vi i løbet af september. Det afhænger af om der er andre i området der skal have kåret så vi kan kobles op på der. Nu ser vi, han har i alle tilfælde en ”punker-tot” til uldvurderingen.

I år har vi valgt gimmerlam ud efter dels hvordan de er bygget, men også muskelscanningen fra i maj måned har haft stor indflydelse. Jeg tror vi har valgt rigtig i de fleste tilfælde, Bjarne og jeg var tilfredse med det vi så efter udpakningen. Nu må vi se hvor mange af dem der bliver løbet, og hvordan afkommet så falder ud.

Da Fredo var klippet, blev han iklædt forklæde og kom ud sammen med fårene. Noget han satte pris på (forklædet kunne han nu godt have undværet!). Nu er det så heldigt at det også er ham der skal løbe de fleste af fårene så hvis det smutter, så gør det ikke så meget. Der er dog 4 halvsøskende, som han helst skal holde sig fra. Og hvorfor skriver vi så det ? jo, i år fik vi en erfaring mere, en nyklippet vædder og et vædderforklæde er 2 ikke særlig forenelige ting. Selvom vi strammede det så meget at Fredo næsten fik hvepsetalje, så varede det jo ikke længe før det løsnede sig og satte sig som det selv ville. Vi har ikke gjort noget ved det, og venter nu spændt på hvor mange får der bliver farvet når vi tager forklædet af den 9. september som er den dag vi har valgt at starte den planlagte ilemning.

Ilemningen er planlagt til at vi kun ønsker lemninger i februar. De der ikke bliver løbet indenfor en måned, de får ingen lam næste år. Undtagelsen er så de 3 som er på sommerferie og så hvis der er løbet nogen her i forklædetiden.

Næste år, vil vi genoverveje om forklæde er et afsluttet kapitel her hos os. Nu må vi se.

Nok en dejlig fåremåned er slut, og her i skrivende stund har vejrprofeterne lovet godt vejr til week-enden, så måske får vi halmen ind ?

September 2006:

Det blev tørvejr i starten af september, og vi fik halmen presset og ind i stalden. Dog mangler vi en masse halm som må købes af maskinstationen. Vi har et problem idet kørevejen er ’ikke eksisterende’ – det har simpelthen regnet så meget i august, at det er umuligt at køre der.

I år er beslutningernes år. Vi har været utrolig stresset over det med halmen. Først regnede det så der ikke blev høstet. Så blev der høstet og regnen begyndte straks efter. Vi har måtte vende halmen flere gange (hver gang det så ud til tørvejr), og endelig – efter 4 uger lykkedes det.  Der var langt fra nok, så vi alligevel må handle med maskinstationen. Oven i det hele, valgte vores Ferguson at strejke, efter vi havde hentet de første 8 minibig hjem, surt men sådan er det – redskaberne går altid i stykker når det er mest ubelejligt, nok fordi det er på tidspunkt de bliver brugt ;o((

Alt i alt: For stort arbejde i forhold til blot at bestille et helt års forbrug, få det leveret på en dag vi vælger, og få det direkte stakket inde i stalden. Det er lidt dyrere, men for os som ellers er nødt til at tage fri for arbejde, når det passer ’naboerne’ at høste, bruge diesel til vending, ’skrækken’ for at vi på en eller anden måde må få det snittet hvis det aldrig bliver tørt, betale for at få presset,  og når der alligevel ikke er nok, så alligevel købe en lille/større del direkte fra maskinstationen, ja, så kan vi lige så godt få det hele i god ro og orden fra maskinstationen, når det passer os.

Regnen har virkelig givet os problemer. På 2 af vores marker har et par ’vandpytter’ udviklet sig til små søer. Der er ingen tvivl om at drænene har problemer, for der er også 2 steder hvor der er kommet hele kratre, hvor jorden er styrtet sammen. Heldigvis er der ingen får som har bevæget sig ned i hullerne. Det havde været en skrækkelig tanke at komme hjem, og se et eller flere af dem delvis dækket af jord. Vi har haft lejet en lille minigraver, og Bjarne har fået gravet en rende så vandet kan løbe fra. Vi havde håbet at finde de dræn som er i stykker, men det er desværre ikke lykkedes. Indtil foråret, vil vi nøjes med renden, og så må vi i gang med dræningen, så der kan etableres en blivende løsning.

Specielt på den ene af markerne, står der et tæt tæppe af kløver og græs. Vi har haft overvejet om vi skulle få det pakket i madpakker, eller om vi skal lukke fårene ind. Beslutningen er blevet at hegne, så de får et par meter af gangen, så de ikke tramper det hele ned. Vi vil ikke have maskinstationens store maskiner ind og køre det hele op, når jorden er så våd.

Hvem er ilemmet - altid spændende at få en tur på marken i den tid !
Vi har rigtig meget græs, og fårene nyder det. De går i deres 2 flokke, og guffer hele dagen. Flere af dem er kommet rigtig fint i stand, og det passer jo fint til årstiden hvor de ’alle’ er løbet. Vi var jo noget spændt, kan man ha’ en nyklippet vædder med forklæde ?  Det er gået, selvom vi ikke troede det. Alle får og gimmere er løbet indenfor 16 dage – på nær en. Nu har vædderne gået der i knap en måned, og 2 er omløbet, så mon ikke vi har fået vores ønske opfyldt at alle får lemmer indenfor en overskuelig tid - vi håber det.

Vi tager vædderne fra, i forbindelse med Aars. Derefter er det kun de får der har været i Aars og de 3 der har været på ferie, som samles i en lille flok med Fredo. Vi syntes at disse får skal have en chance mere for at blive løbet, hvis de af en eller anden grund blev så stressede at den nuværende løbning ikke bliver til noget. Fra nogen af dem som har deltaget i Aars mange gange, har vi hørt at det ikke har været problem for dem, så vi regner heller ikke med det vil være det for vores lille flok.

Vi glæder os til Aars. Vi har haft en masse om ørene her den sidste tid, desværre også alvorlig sygdom i den nærmeste familie, så vi har ikke haft tid til at slappe rigtig af. Klaus Johansen har lejet nogle hytter på Aars camping, så vi regner med rigelig hygge og afslapning. Vi har meldt 4 dyr til, men det ene 1-års får må blive hjemme. Hun er rigtig flot, men hun er meget utryg og vild (og en lille smule fed) så vi har valgt hun bliver hjemme, i stedet for både at stresse hende og os. De 3 dyr vi har med, har alle kvalificeret sig til ’National Championshow’ på flere af de øvrige dyrskuer, så der deltager de også. Vi regner med at starte tidlig fredag morgen (= hjemmefra 04.00) så vi kan kører til Aars i god ro og orden. Jeg tog turen sidste år, og det var et rigtig hyggeligt skue, så det er værd at gentage.

Kreds 5 havde i samarbejde med Suffolk foreningen en rigtig god aktivitetsdag her i september. Jeg har desværre ingen billeder, men det var en rigtig god dag. Der var rigtig mange suffolk avlere, men også en hel del andre racer repræsenteret. Vi startede dagen med at se og hører om Lars Elgaards Suffolk besætning, dejligt syn og dejligt sted. Vi spiste vores medbragte mad ved et langt bord, inden den teoretiske del af dagen blev styret igennem af Lene Stolberg. Da spørgelysten ebbede ud, tog vi videre til Ulrik Bergs besætning. Alle Ulriks dyr var lukket ind i dagens anledning, og de 2 væddere som skulle sættes til, blev lukket ud af deres båse og gik mellem os.  De prøvede om der da ikke var en lille sprække de kunne presse sig igennem for på den måde at komme ind til fårene, men nej, de må vente. Jeg var nødt til at køre hjem efter dette, men har hørt at den efterfølgende grillaften også var en stor succes. Det var en rigtig dejlig dag, og den viser at folk godt kan lokkes ud fra de varme stuer og stalde, hvis bare aktiviteterne er interessante for ’menigmand’.

Snak på tværs føre til mindre "racisme"
September var også måneden, hvor raceforeningerne var inviteret til seminar planlagt af avlsudvalget. Jeg er sikker på der enten i dette nummer eller næste, kommer et referat så det vil jeg holde mig fra. Men der var en pudsig ting, som viser hvor svært det danske sprog kan være. Vi havde på tidligere racemøder talt om at indeksberegningen måske ville være mere korrekt, hvis der kun blev beregnet på de nyeste 3 generationer, noget Jørn havde talt om på fagmødet i 2005. Derfor havde avlsudvalget inviteret Jørn til at fortælle om ’Generationsinterval’ – som åbenbart dækker over et fagudtryk som er noget helt andet en det vi havde forstillet os. Seminaret gav rigtig god mulighed for en snak på tværs af raceforeninger. Det er noget vi ikke rigtig når på de normale 2 racemøder. Det tror jeg er rigtig godt, for vi må jo nok sige at vi alle er racistiske hver gang avlsarbejde drøftes – ’vores race’ er den bedste på alle væsentlige områder, det kan der da ikke stilles tvivl om... 

Lovbrydere - men er de klar over det ?
Vi har været en tur på Sydals med en vædder. Der var en familie fra Fåredagen i Sønderjylland som ønskede sig en et-års vædder, og det skulle være en Oxforddown. De har 4 får, som er krydsninger mellem texel, marsk og suffolk, så de var alle store og flotte. Vi havde lovet at køre ham derned, da de ikke selv ejede en trailer til at hente ham. Da vi aftalte de sidste ting, spurgte jeg til deres CHRnr – og svaret, ja det var ’Hvad er det ?’ vi talte lidt frem og tilbage, og de fandt sundhedsdokumentet de havde fået for 2 år siden, da de modtag lammene. Men nej, ingen CHRnr. Vi aftalte de skulle tage kontakt til RYK, så den side af sagen kunne bringes i orden. Og familien var meget glade for det. De var overrasket over at de ikke havde fået at vide de skulle have sådan et nummer, og det får mig til at tænke på hvor mange af de flokke som er rundt omkring – uden øremærker, og formentlig også uden registrering – hvor mange af dem ved simpelthen ikke de gør noget ulovligt ? Jeg vil lige nævne at de får de købte for 2 år siden havde øremærker, og var fra en besætning som havde afleveret sundhedsdokument så det var altså ikke får købt ’udenoms’.

Fårene var pæne og velplejede, og vi havde ingen problemer med at efterlade Engvang Glen – nu kaldet IB, hos familien.

Gentesten er højaktuel - der er sendt 2 hjerner til kontrol for scrapie!
Vi nåede ikke at tale med nogen i området omkring kåring, så det var en af de ting vi har sprunget over i år. Dels havde vi meget få der skulle kåres dels blev vi noget skuffede over at læse Jørns følgeskrivelse til hitlisterne (første kørsel), at der var så få kåringer at resultaterne ikke påvirkede i dyrenes eksteriør indeks. Da dette indeks har stor vægt vor Oxforddown var det noget nedtrykkende læsning, men det gav forståelse for hvorfor dyr i vores egen besætning ikke ændrede sige væsentligt uanset om de var kåret ’rigtig godt’ eller ’rigtig dårligt’.

Der er også stor aktivitet på gentestsiden. Vi har haft sendt tænger og øremærker rundt til rigtig mange, og har sendt 2 leverancer til Tyskland her i september.

Her på billedet til venstre ses arvegangen når vædder og får har korrekte gener, mens billedet til højre viser arvegangen hvis f.eks. vædderen er grøn og fåret gul. Hvis du vil læse mere, så returner til hovedsiden.

Lige nu venter vi spændt på resultaterne af de hjerneprøver der er sendt til England på de 2 får der pt er under mistanke for screpie.   

Sidste bidrag til 'årets gang' fra Engvang
Men ellers er det gået op for os, at det er sidste gang vi bidrager med ’Årets gang’.

Det har været en spændende opgave, tidskrævende men alligevel en rigtig positiv ting. Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser, fra rigtig mange også mange som vi ikke kendte før og det har været rigtig hyggeligt. Vi har været glade for den måde Margrethe (redaktør) har sat tingene op, og for at mange af de billeder vi har indsendt er blevet brugt. Margrethe har også været tålmodig nogle enkelte gange, og det kan hun have tak for.

Det der har været den største ’ah-ha’ oplevelse for os har været hvor mange aktiviteter der er omkring fårene, og hvor meget arbejde der er i relation til fårene. Det mindste opgave er den faktiske fårepasning, fodring, læmning og klipning. Papirarbejdet omkring fårene er også til at overse, men regnskaber, gødningsregnskaber og den slags, ja det er også store tidsrøvere. Når vi så også går op i avlsarbejde, så begynder tiden at løbe med vejning, kåring, scanning, udvælgelse af avlsdyr, osv. osv, men den helt stor tidssluger er tiden vi bruger på foreningsarbejde, katalogskrivning, aktivitetsplanlægning, gentest, fåredage kort sagt alt hvad der skal til for at holde gang i ’hjulene’ så både vi og andre har de gode fåreoplevelser som vi er glade for at samles om. 

Ikke sådan at forstå vi på nogen måde syntes det er for meget eller vi vil stoppe med fårene, men vi er blevet meget opmærksomme på om noget kan gøres nemmere. Og også, at vi ikke behøver at gøre al ting selv, der er mange andre som kan deltage og der er mange ting man kan betale sig fra, som en fagmand kan gøre ’på et sekund’ mens vi tidligere har brugt timer på det.

Vi er rigtig glade for den ’dagbog’ vi betragter ’Årets gang’ som. Og jeg tror vi fortsætter med en mindre udgave af dagbogen, bare til eget brug. Det er rigtig sjovt for os at læse hvordan året 2006 gik for os.

Tak for i år – Lad os få mange flere gode fåreår med mange oplevelser, vi ses rundt om

Dansk Fåreavls Blad- og PR-udvalg, skrev følgende i sidste nr. af bladet 2006:

"Tak til Lene og Bjarne
Frygteligt som tiden dog går. Her går jeg og tænker, at alt kører som det skal, og så ser jeg på forsiden af vores tidsskrift, at det er nr. 10, jeg sidder med. Skrækkeligt - så er der snart gået et år, og så stopper Lene og Bjarne deres skriveri om deres oplevelser med opstart af fåreavl, organisationsarbejder, dyrskuer mv.

Ved gennemgang af jeres artikelserie fremgår det tydeligt, at I har været hele repertoiret igennem - som så mange andre - man må gøre sig sine egne erfaringer! Heldigvis er der kollegaer, man kan spørge, og de er som regel meget hjælpsomme. Der er jo mange måder at gøre tingene på, men resultatet skulle gerne være det samme, nemlig en flok får, der er værd at se på, og dyr, der er dejlige at arbejde med.

Ny stald, stormskade og udvidelse af jordtillæg, jo, prøvelsernes tid er ikke vore. Vi læsere har set, hvordan løsningerne blev skabt, og det er rigtig god læsning og måske lærerigt for mange. Det er vigtigt, at man ved et sådant arbejde - "hobby" om man vil - finder ind i et fællesskab, det være sig som medlem af vores forening, udvalgsarbejde eller på dyrskuerne. Det har for mig været rigtig god læsning, hvordan I har løst disse opgaver. Havde alle samme indstilling til opgaverne som I, kunne meget gnaveri i krogene nok undgås.

Arbejdet med dyrskuerne er herlig læsning. Som gammel udstiller, kribler det i én, når man læser om jeres oplevelser med dyrene, og jeg kan kun som I, opfordre andre til at udstille og få den side af arbejdet med dyrene med.

Det at have med får at gøre kan være noget værre papirnusseri og koste penge. Vi er desværre nok nød til at se i øjnene, at sådan er det.

Jeg vil slutte med at sige jer tak, det har været rigtig spændende at læse jeres indlæg. Når man var færdig med et blad, tænkte man: Hvad vil der mon ske i næste nummer. På blad- og Pr-udvalgets vegne vil jeg gerne sige jer mange tak for spændende læsning i år 2006.

Erik Lindegaard"

Oktober 2007:

Dette afsnit har ikke været med i "Årets gang", men vi syntes I skal ha' lov at se lidt stemningsbilleder fra Aars dyrskuet, så her er et indlæg vi havde med i Oxforddownforeningens nyhedsbrev. 

Kimbrerskuet – National Champion Show – 5-6. oktober 2007
Årets sidste skue – et skue vi har deltaget i de sidste 3 år. Det er et rigtig hyggeligt skue, hvor mottoet er ’vi hjælpes alle ad’ og glæder os på alles vegne. Fårene har deres eget telt, hvor de både er opstaldet og hvor ringen også er placeret. Hele den gode stemning, starter allerede ved indsyningen, som både er grundig og positiv.

I 2007 var selve skuet flyttet til fredag, hvor Harald Jepsen og Henning Pedersen stod for bedømmelsen.

Det gik rigtig flot for Oxforddown. Skuet startede med besætningsgrupper og afkomstgrupper.  Afkomstgruppen efter 81510-00129 Bauge vandt.
Gruppen bestod af 5 dyr fra 3 forskellige besætninger, og det var tydeligt at se familieskabet. Bauge er avlet af Casper Jensen og nu ejet af Martin Ruby.

Derefter selve bedømmelsen. Der var mødt 15 oxforddown op til Kimbrerskuet og 4 yderligere til ’National Champion show’. Det er en rigtig god årstid for skue, dyrene viser sig fra deres bedste side når de er klargjort til ilemning. Mange af fårene bar tydelige tegn på at være løbet, og de der har udstillet rigtig mange gange, har erfaringer for at det ikke har nogen negativ virkning for fårene at deltage.

Vi vil fremhæve et års holdet hos fårene. Der var ikke mindre end 8 får i holdet og de blev givet 5 23 point’ere. Bedst i holdet blev 91517-00021 Karlsminde’s Cordine avlet og ejet af Preben Christiansen.

Dette et års får blev senere på dagen ’Skuets bedste får’ og fik ændret sine 23 point til 24 point. Vi vil ønske Preben og familie rigtig mange gange tillykke, og håber vi vil se jer og jeres får i 2008 og fremover.

Nu kunne skuet jo være slut for oxforddown’s side, men det var det langt fra. Om lørdagen til ’National Champion show’ gik det også rigtig godt for vores race. Som dommerformand trådte Jens Østergaard til, og de 3 dommere fik en vældig snak om hvordan dyrene skulle placeres.

Vi vil fremhæve et års vædderen 81510-00200 avlet af Casper Jensen og eget af Kristian Bentsen. I øvrigt den samme et års vædder som repræsenterede Oxforddown i Herning.

Og selvfølgelig også ’Skuets bedste får’ som her lørdag blev nr. 2 i ’National Champion show’.

Alt i alt nogle rigtig gode dage, som bestemt kan anbefales til alle. Hvis det er muligt at deltage i 2008, vil det bestemt være et af de skuer vi vil deltage i.

November 2005:

Og hvad får vi så tiden til at gå med rent fåremæssigt i november måned – Ja, normalt ville jeg have sagt – ren hygge og næsten ingen aktivitet.

                                                               
                                                                Tænk - det kun er 2 måneder siden, der var så meget græs

Men sådan er det ikke i år. Udover deltagelse i Fagmødet, har vi haft bestyrelsesmøde i Oxforddown foreningen, planlægningsmøde omkring Kreds 5 fåredag, planlægningsmøde af forårsaktiviteter i den sydlige del af Kreds 5 og endelig en rigtig god dag hos Frede Mathiasen, som fortalte om hvad der skal til for at åbne en gårdbutik og om hvordan han har grebet det hele an. Det var meget spændende, bl.a. fordi Frede har en masse forskellige dyr, også et dyr vi aldrig har været tæt på – en struds !

De sidste lam er sendt til slagtning og ude i stalden går alt planmæssigt, stille og roligt.

Vi fået ’redt’ vinterseng til fårene, og de er begyndt at komme ind om natten for at æde halm og mineraler.

De går nu i en stor flok, og vædderen går stadig rundt og hygger sig, noget vi nok fortryder til foråret når lammene bliver ved med at komme.

Lige nu består vores fårearbejde i at kigge til dem morgen og aften. Morgenrunden er hurtig overstået, et blik i vandtruget og så ud til vædderne for at se de alle har det godt.
Hvis nogle af fårene er gået ud, kan vi se det fra vejen når vi kører på arbejde.

Aftenrunden kan derimod trække længe ud. Vi kigger til vædderne, sørger for at alle fårene har mulighed for at komme ind, fylder mineraler og halm, og så det der virkelig kan tage tiden – sætter os med en kop kaffe eller en øl på vores store havestole, hvoraf 2 står inde i stalden hele vinteren.
Her kan vi sidde i timer, og nyde synet af de 58 moderfår som gumler og bliver tykkere og tykkere, og mere og mere tænksomme, specielt for mig er det en herlig tid !

Mange af fårene, kommer forbi for at få en lille ’kløtur’ på halsen. Det er fra nu af og til lemmesæsonen, de bliver fuldstændig trykke ved os, så vi får så rolige lemmemåneder som muligt.

Vi planlægger med at alle voksne får skal have lam i januar, så derfor var vædderen på besøg fra medio august til start af september – 21 dage i alt. Derefter holdt vi en måneds pause, så vi også kan passe vores normale erhverv. Vædderne blev sat til igen i oktober, denne gang fik gimmerne også lov til at gå i en af flokkene.

Så er det, kæden er sprunget lidt af i år, vi har ikke fået taget vædderen fra, der hvor gimmerne går, så dem løber han stadig en af - engang imellem.

December 2005:

I starten af december plejer vi at tage kontakt til dyrlægen for at aftale om fårene skal behandles mod leverigter, noget vi havde for år tilbage. Ved samme lejlighed bestiller vi stivkrampeserum, så han har det er klar til lemmesæsonen.

For nogle år siden havde vi nemlig stivkrampe blandt de nyfødte lam. Det var en rigtig hård tid, ingen af de lam som nåede at få det overlevede. Vi havde en som vi behandlede i rigtig lang tid, men det endte også med at den gik til. Stivkrampe er en sygdom som bestemt ikke er sjov, lammet bliver virkelig ’stiv som en pind’ – de der ikke har set det, kan måske forstille sig at man kan løfte lammet i et ben, og stadig holde det fint ’stående’, selv ørene er stive. Efter denne oplevelse, giver vi lammene ½ ml stivkrampeseum umiddelbart efter fødslen. Vi gør det samtidig med vi drypper navlen i jod. Sidste år, fik jeg stukket nålen igennem hudfolden, og lammet fik kun halv dosis. Resultatet kom få dage efter - begyndende stivkrampe. Fat i dyrlægen, og lammet fik pencilin og stivkrampeseum i 3 dage, og kom sig fuldstændigt. Der findes altså fortsat stivkrampevirus omkring os, så også i år vil vi forebygge.

Udover dyrlægen er der også en anden aktivitet som er meget vigtig for os i december. Vi finder tingene frem til ’lemmetasken’ så vi er sikker på vi har det vi skal bruge. De vigtigste ting er jod, nye hale elastikker, sutteflaske med fungerende sut, råmælken fra sidste år i fryseren, klude, varmelamper, ekstra fodertrug, grinder til at bygge lemmebokse og lammely, revolyt og propylene glycol til får som måske mister ædelysten – ja, kort sagt vi finder alle de ting frem som vi har haft så god brug for de andre år.  En ’doktor Nielsen’ finder også vej til stalden. Den benyttes efter hver fødsel, sidste år havde jeg hældt jod i et lille glas og ’doktor Nielsen’ i et tilsvarende glas til Bjarne og mig – Bjarne tog en gang det forkerte, han holder meget lidt af jod !

Moderfårene er i år blevet delt i 2 flokke, gimmere + 1 års + vores ældste i én flok, og de andre i en stor flok. Samtidig er et hjørne af den store boks bygget op, så den nemt kan indrettes til ’sygehus’ hvis et får får behov for særlig pleje.

Den store flok har fået ormekur, noget den lille flok må vente med til januar da der står på Valbasen ’dunken’ at det ikke må gives inden for den første måned i drægtigheden.

I vores stald får vi den bedste udnyttelse, hvis fårene går i disse 2 flokke. Når så et får lemmer, gør hun det i flokken, for så umiddelbart efter at blive ”flyttet” til en lemmeboks som vi bygger med vores flytbare grinder der hvor hun har født, eller i umiddelbar nærhed.

Sidste skrev vi, at vi nok ville få en rigtig lang lemmesæson i år, fordi vædderen ikke er taget fra gimmerne før her i december, men det har vist sig den også skulle blive lang i den første ende….
Vi har nogle får som vi ikke har nøjagtig løbedato på, og ja – nogle af dem er altså løbet af ’forklædevædderen’. I år har han haft stor fantasi, fakta er at vi har fået tvillinger d. 21. december og en enkelt d. 30. december. Der er et par stykker mere som nok får lam her de allerførste dage i januar, nu må vi se. De lam der er kommet er store, de vejede 4,5, 5,5 og 6,5 kg. Tvillingerne er nok det vi rent avlsmæssigt må kalde en testparring – det er nemlig en far/datter kombination. Det kan jo gå rigtig galt, men det er heldigvis ikke tilfældet. De øvrige lam – der kommer her i utide – må nok kaldes linieavl ! idet vi håber det går godt, ellers må vi kalde det indavl, det er nemlig typisk være halvsøskende parringer.
Hmmm, det er nu surt at forklædevædderen har snydt os, men det er fakta. Vi har regnet indavlsprocenten ud, og nogle af de forventede fødsler ligger på knap 20 % og en enkelt på 30,5 % beregnet på 15 generationer, via et officielt hundeprogram. Når vi planlægger løbninger, har vi en grænse på ’under 10 %’ og helst lavere.

I aften er det nytårs aften, og vi lukker dørene til fårestalden. For nogle år siden, holdt en af naboerne stor nytårskalas, med det resultat at fårene løb rundt i panik på marken. Det år fik vi det meget gode råd af Asger Markussen, at lukke fårene inde, tænde alt lyset og give dem noget halm/hø eller andet at gumle på. Det har vi efterlevet siden, og har ikke haft de store problemer. Dog holder fårene ikke af, når nytårsraketter falder ned oven på staldtaget.

Det er faktisk blevet en helt ny tradition. Når vores venner fra sjælland er kommet, gå vi i stalden og lukker dørene, fodre og fylder derefter op med halm så fårene er beskæftiget med noget en Oxforddown godt kan li’ – nemlig stå at æde halm den ’hele nat’. Når fårene har fået deres, så trækkes den første nytårs flaske op, og drikkes i stalden. Det er altså rigtig afslappende at være der, nyde et godt glas vin og hører på deres gumlen.

Nu er alt klar til den store del af vores lemmesæson – jeg holder 3 ugers ’barselsorlov’ fra 14. januar og bruger disse uger i stalden. Ikke fordi der er de store problemer, men jeg kan godt lide at være sikker på at der ikke er nogen som har behov for hjælp som ikke får det. Sidste år var det kun nødvendigt at gribe ind ved 2 fødsler, den ene på grund af et meget stort lam til en førstegangsfødende den anden var en baglæns, hvor lammebenene havde  fået sig placeret ovenfor fødselsåbningen, og bare fungerede som en slags fjeder i forbindelse med veerne.

Vi glæder os til januar.